Kudsk & Nissum sælger Kolding-afdelingen til daglig leder
Der kan komme så meget vind i sejlene i en virksomhed, at det er praktisk at dele aktiviteterne i to for at udnytte vinden bedst muligt. Det er tilfældet for virksomheden Kudsk & Nissum A/S med hovedafdeling i Vojens og værkstedsfilial i Kolding. For små tre år siden etablerede Kudsk & Nissum A/S sig med afdelingen i Kolding. Men der var noget, som de tre indehavere, John Nissum samt far og søn, Jørn og Morten Kudsk, ikke havde forudset. Nemlig det tempo, som den nyansatte, daglige leder i Kolding satte.
»Som det selvstændige datterselskab Kudsk & Nissum Kolding har udviklet sig, har Henrik Conradsen fået nye visioner. Vi tre i Vojens kan ikke lægge vores energi to steder. Derfor overtager Henrik Conradsen nu firmaet i Kolding med reparation og service af alle typer lastbiler. Det frigiver tid til, at vi i Vojens kan koncentrere os om at udvikle Kudsk & Nissum med både reparationer og opbygning af lastbiler samt de øvrige aktiviteter med vognmandsforretning og transportfirma,« fortæller driftsleder og medindehaver Morten Kudsk.
Nyt firmanavn
27-årige Henrik Conradsen markerer overtagelsen af Kudsk & Nissum Kolding ApS ved blandt andet at ændre firmaets navn til Truck Center Kolding. Han har været med i virksomheden på Vejlevej i Kolding næsten fra starten og har i øvrigt på det nærmeste lastbilolie i blodet.
»Familien havde vognmandsforretning i Rødding i 42 år. Selv kom jeg i lære som lastbilmekaniker hos Carsten Noer Service i Toftlund i 2008. Siden var jeg mekaniker hos en vognmand i Rødding,« fortæller den nyslåede virksomhedsejer.
Et særdeles højt aktivitetsniveau er kendetegnende for Henrik Conradsen, som har været vant til at have tre-fire job samtidig. Blandt andet har han ”hjulpet med at skrue” hjemme i vognmandsfirmaet, kørt for Dansk Autohjælp, fremstillet og monteret alu-facader. Men også haft tid til at stifte familie med kæreste og to børn.
»Efter at jeg havde været hos Kudsk & Nissum et halvt års tid, kunne jeg mærke, at det her var mig. Det har været planen længe, at jeg på et tidspunkt skulle med i ejerkredsen på halv basis. Men jeg ønsker nok mere fart på udviklingen i Kolding, end det kan passes ind i totalen hos Kudsk & Nissum,« vurderer Henrik Conradsen.
Samme koncept
Truck Center Kolding vil følge den hidtidige linje fra Kudsk & Nissum Kolding. Nemlig reparationer og service af alle store lastbiler, trailere, hejs, kraner og dæk.
»Det bliver samme koncept som i Vojens med alt under ét tag. Nyopbygninger lader jeg fortsat Kudsk & Nissum om, men i øvrigt satser vi på et tæt samarbejde, så vi fortsat dækker et stort område,« siger Henrik Conradsen.
Truck Center Kolding får fra start otte medarbejdere på værkstedet.
Frasalget af Kolding-værkstedet til Henrik Conradsen kommer på ingen måde til at reducere aktiviteten hos Kudsk ´& Nissum i Kolding. For godt et års tid siden overtog virksomheden Carsten Noer Service i Toftlund, og dermed fik Vojens-firmaet en ny bastion lidt længere mod sydvest. Den indgår som en del af en Kudsk & Nissum-oprustning i det sydjyske, fortæller Morten Kudsk.