23948sdkhjf

Polske tyve nappet med 130 computere

I nattens mulm og mørke mente seks polske mænd, at de kunne slippe godt af sted med blandt andet at stjæle et større parti stationære computere fra en lastbil, der holdt parkeret på en rasteplads ved E45, men et kvikt vidne, hurtigt politiarbejde og snusende politihunde fik forpurret deres planer. De blev alle seks anholdt og fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Horsens klokken 12 onsdag.

Det skriver Sydøstjyllands Politi på Facebook.

Omkring klokken 1 i nat blev en patrulje fra Sydøstjyllands Politi kaldt ud til Ejerbavnehøj rasteplads, fordi et vidne havde set flere mænd i færd med at skære presenning op på en lastbil.

Patruljen ankom uden udrykningssignaler, og da den nærmede sig den pågældende lastbil, så de nogle mænd løbe væk fra lastbilen. Kollegaerne reagerede hurtigt, og mens den ene kollega fik løbet en af mændene op, fik den anden kollega standset en bil, der var på vej væk fra rastepladsen. I bilen sad to polske mænd, og den tredje mand, som var blevet løbet op af vores anden kollega, var også polsk.

De tre mænd blev anholdt, men vidnet som i første omgang havde tilkaldt politiet, kunne fortælle, at han havde set flere mænd løbe fra stedet. Derfor blev hundepatruljer kaldt til rastepladsen, og de gode hundenæser opfangede hurtigt et spor, som de ihærdigt fulgte over fem timer og 13-15 kilometer. Politihundende tabte ikke sporet af de formodede tyve gennem grøfter, eng, asfalt og sump og endte med at kunne lede deres førere hen til yderligere tre polske mænd. De tre mænd blev herefter anholdt.

Tilbage på rastepladsen havde patruljen fundet frem til en hvid, polskindregistreret varebil, hvori de fandt 130 stationære computere, en natkikkert og 37 fjernstyrede biler. Varer til en værdi omkring 500.000 kr. Varerne stemte overens med de ting, der manglede fra lastbilen, der havde fået skåret sin presenning op.

Lastbilchaufføren var glad for at få sine varer igen, og de seks polske mænd skal nu en tur gennem det danske retsvæsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078