23948sdkhjf

Dyrechauffør sigtet for spritkørsel

Det var en 50-årig dansk chauffør fra Horslunde på Lolland, der sad bag rattet af den grisetransport, der i går væltede på Skelbyvej uden for Næstved. Efter uheldet blev chaufføren anholdt, da en alkometertest viste, at han var påvirket af spiritus. Han blev løsladt efter afhøring, men med en sigtelse for spirituskørsel.

Lastbilen med påhængsvogn var lastet med cirka 200 grise. Nogle af grisene døde på stedet, og andre måtte aflives af den tilkaldte dyrlæge. I flere timer var vejen lukket, mens arbejdet med at indfange grise, få dem fri, der sad fastklemt og få styr på oprydningen stod på.

Uheldet skete, da chaufføren forsøgte at undvige en personbil, han havde overset. Han drejede skarpt for at undgå en påkørsel og formentlig på grund af den bløde rabat væltede påhængsvognen med de mange grise.

»Chaufførens promille lå, ifølge den alkometertest, der blev foretaget på stedet, en smule over det tilladte. Han har fået taget en blodprøve, som senere skal vise den nøjagtige promille i blodet. Han vil blive afhørt igen, ligesom den person i bilen vil blive afhørt, så vi kan få klarlagt, hvad der faktisk er sket derude«, siger politikommissær Jens Bruus, Sydsjællands Politi.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.046