Viste ingen respekt for brandfolk
Brandfolk var søndag i fare, da de ved 11-tiden skulle slukke en bilbrand på Hadsund Landevej syd for Gistrup. Det skriver nordjyske.dk.
Det var ikke på grund af branden, men skyldtes bilister, der ikke udviste opmærksomhed og agtpågivenhed.
»Vi ser det jævnligt. Nogle bilister skal kigge, og andre sætter ikke farten ned, fortæller indsatsleder Bent T. Pedersen fra Nordjyllands Beredskab til avisen.
Sigtbarheden var stort set nul, men det forhindrede ikke bilisterne i ufortrødent at køre videre.