Palfinger til Middelfart
Da Palfinger Group i Østrig sidste år overtog Palfinger Danmark A/S kom der yderligere skub i Palfinger Danmarks planer om flytningen til mere moderne rammer, der nu er en realitet.
360 + 500 kvm.
Palfinger Danmarks nye adresse på Stensgårdsvej 21 M i Middelfart, tæt på Fynske Motorvej E20 og Den nye Lillebæltsbro, rummer over 360 lyse kvadratmeter, inklusiv topmoderne mødefaciliteter til ansatte og gæster samt et moderne computerstyret lager på 500 kvadratmeter.
- Vi er meget tilfredse med samarbejdet med Palfinger Group i Østrig, der har bidraget til, at det blev muligt at flytte fra de efterhånden for små lokaler i Nr. Aaby. Vi har nu fået langt mere plads i de moderne kontorer. Det giver helt nye muligheder, idet vi nu f.eks. kan holde vores forhandler-kurser her i Middelfart, siger souschef og produktchef Jesper Mouridsen, Palfinger Danmark.
Fra tre til ét lager
En af de meget store fordele i forbindelse med flytningen er, at lageret af reservedele nu er samlet på den nye firmaadresse i Middelfart – i stedet for som tidligere at være placeret tre forskellige steder i Danmark.
- Det giver et bedre overblik, når lageret er samlet her, hvor det også er nemt at komme til fra nær og fjern. Vores hovedsæde ligger jo så sige lige midt i Danmark, siger Jesper Mouridsen.
Øget aktivitet
Flytningen kommer på et tidspunkt, hvor der er stor aktivitet hos Palfinger Danmark.
- Vi mærker en betydelig stigning i vores salg. Blandt andet er der i øjeblikket stor efterspørgsel efter kroghejs og ikke mindst stykgodskraner. Der er vækst i Danmark, og det er jo noget, vi i transportbranchen mærker med det samme og nyder godt af, tilføjer Jesper Mouridsen.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.