Transport er populært på You Tube
Transportens Udviklingsfond og Godstransportområdets Uddannelses- og Udviklingsfond fik et vaskeægte YouTube-hit i fjor med kampagnen 'Job i transport', hvor kampagnevideoen 'Jeg leverer varen' performede så godt, at den havner på en fjerdeplads på YouTubes liste over de mest populære danske reklamefilm.
Sjovt og underholdende
Sangen rammer ned i en populær musikgenre blandt unge mennesker, og det er en helt bevidst strategi. Musikvideoen er en del af image- og rekrutteringskampagnen "Job i Transport", som 3F, Dansk Industri og Dansk Erhverv i fællesskab står bag i regi af fondene Transportens Udviklingsfond og Godstransportens Udviklings- og Uddannelsesfond. Baggrunden er, at godstransportbranchen mangler folk.
»Vi er meget glade for, at musikvideoen er blevet så godt modtaget. Vores intention med den har været at fange især de unges interesse på en sjov, anderledes og underholdende måde. Og det må vi sige er lykkedes«, siger Jørgen Aarestrup, der er forhandlingssekretær i 3F og formand for Transportens Udviklingsfond.
Eva Svavars, kampagneansvarlig og partner i bureauet bag kampagnen, LEAD Agency, uddyber:
»YouTube er en kanal, hvor vi ved, de allerede befinder sig, så der vil vi være, men vi er ikke interesserede i at skubbe reklamer i hovedet på dem. Det skal foregå på deres præmisser. Derfor vil vi give dem noget, de kan bruge, noget, de synes, er sjovt, noget der starter samtaler, og som de får lyst til at dele og se på sammen«.