Vi vil være Danmarks bedste forhandler
- I Ringsted Erhvervs Auto lever vi af tilfredse kunder, og vores erklærede mål er, at vi vil være hele Danmarks bedste erhvervsvognsforhandler.
Udmeldingen om den store ambition kommer fra indehaver Gert Hansen hos Iveco-forhandleren Ringsted Erhvervs Auto, der netop er hædret med titlen Årets Iveco-forhandler af importøren Iveco Danmark A/S.
Årligt kickoff-arrangement
Hæderen fandt sted ved Iveco’s årlige kickoff-arrangement i København, hvor sidste års bedste forhandler og sælgere traditionen tro blev hyldet.
”Med mere end 40 års erfaring med Iveco har Ringsted Erhvervs Auto været en trofast samarbejdspartner i mange år, og deres altid positive holdning til brandet, samt tilgang til samarbejde, skinner tydeligt igennem i deres arbejde. Den sjællandske forhandler arbejder i øjeblikket med en ny, overordnet struktur, der giver mere arbejdskraft til at håndtere kommende mål og opgaver. Som et selskab under forandring og med afdelinger i både Ringsted, Slagelse og Næstved er de allerede godt repræsenteret over en stor del af Sjælland og spås endnu gode fremtidsudsigter”, lyder det i meldingen fra Iveco Danmark.
Årets sælgere hædret
Ved samme kickoff-arrangement er følgende andre priser uddelt.
Årets sælger, medium/heavy:
Arne Granstrøm, Iveco Odense.
Årets sælger, light:
Finn Jørgensen, HLT Service ApS
Årets Gazelle:
Mark Egede Olsen, Iveco Odense
Fakta Iveco
Udvikler, fremstiller og markedsfører lette, mellemtunge og tunge erhvervs- og entreprenørkøretøjer.
Programmet omfatter Daily, der går fra 3 til 7,2 tons totalvægt, Eurocargo fra 6 til 19 tons, Trakker (specielt til offroad) og Stralis på over 16 tons. Desuden producerer koncernen, under navnet IVECO Astra, entreprenørkøretøjer, stive og leddelte dumpere samt specialkøretøjer.
Har over 21.000 ansatte og producerer køretøjer i 7 lande i Europa, Asien, Afrika, Oceanien og Latinamerika. 4.200 salgssteder og serviceværksteder i over 160 lande.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.