Chefkonsulent
Med ansvar for områderne affald, genbrug, cirkulær økonomi, miljø og klima bliver der nok at se til for den nye chefkonsulent og sekretær for DTL’s specialforening Danaffald.
Torsdag 1. marts bliver Niels Bukholts første rigtige arbejdsdag hos DTL på Grønningen i København. Men allerede lørdag 27. januar tyvstarter han i forbindelse med DTL Dyrs generalforsamling, da Niels Bukholt – ud over det grønne område – også kommer til at arbejde med andre erhvervspolitiske områder, bl.a. transport af levende dyr.
Miljøstyrelsen, Dong, DI og Affald Danmark
Han har i de senest syv år arbejdet i Miljøstyrelsen, blandt andet med områderne cirkulær økonomi og affald. Tidligere har han været koncernjurist i Dong Energy og arbejdet i DI’s miljøsektion samt i foreningen Affald Danmark.
-Jeg er glad for, at vi hurtigt har fundet en så kompetent og erfaren ny kollega til gavn for de danske vognmænd. Det er et krævende job, hvor man både konkret og i overført betydning skal kunne bevæge sig fra gårdspladsen til Christiansborgs bonede gulve. Jeg, og resten af DTL, ser meget frem til samarbejdet med Niels Bukholt, siger erhvervspolitisk chef og DTL-underdirektør, Ove Holm.