23948sdkhjf

Færdselssag: - Anklagemyndighed forsøgte at påvirke vidne

Forsvarsadvokat Jacob Forman, København: - Nordlys/Christiania-sagen står ikke alene.

Usikkerheden omkring dét der kaldes Nordlys/Christiania-sagen, danmarkshistoriens største retssag mod pushere fra Christiania - hvor 83 personer er idømt i alt 220 års fængsel, og der stilles alvorlige spørgsmålstegn ved forbindelsen mellem sagens anklager og hemmelige politiagenter - trækker nu tråde til en konkret færdselssag.

Forsvarsadvokat Jacob Forman, København, fortæller til Vognmandens Fagblad, at han i en konkret færdselsstraffesag har oplevet, at sagens anklager forsøgte at påvirke et af sagens vidner, en bilinspektør.

- Nordlys/Christiania-sagen står ikke alene, udtaler Jacob Forman blandt andet på sin egen hjemmeside.

83-årig elcyklist ramte støtteben

Til Vognmandens Fagblad fortæller advokaten videre, at han i november 2015 forsvarede vognmand Stephen Dixen, Dragør, der ved Lyngby Ret stod tiltalt for overtrædelse af Straffelovens paragraf 241 (uagtsomt manddrab).

Vognmanden blev frifundet for tiltalen for uagtsomt manddrab, men han blev idømt en bøde på 2000 kr., da han delvist havde parkeret sin kranbil på en cykelsti ved Kgs. Lyngby. Efterfølgende påkørte en 83-årig svagtseende mandlig elcyklist uden briller kranbilens udslåede støtteben, så cyklisten døde som følge af åbent kraniebrud.

Retten lagde til grund for afgørelsen, at vognmanden havde handlet ansvarligt, idet han havde advaret øvrige trafikanter via såkaldt springblink, lastbilens katastrofeblink, markeringer på kranbilens støtteben samt chaufførens orange jakke, mens denne udførte arbejdet.

Bilinspektør: Ansvar hos cyklist

Forud for retssagen forsøgte sagens anklager at påvirke den bilinspektør, der var indkaldt som ét af sagens vidner, melder Jacob Forman på sin hjemmeside.

Her skriver advokaten videre:

”Bilinspektøren kommer i rapporten frem til, at ansvaret for situationen i høj grad skal lægges hos cyklisten (en ældre svagtseende mand). Den konklusion er anklager bestemt ikke enig i. Vedkommende (anklager) ringer derfor til bilinspektøren og drøfter konklusionen med det klare formål at få bilinspektøren til – under afhøringen af ham i retten – at ændre denne konklusion, således at ansvaret for situationen i stedet bliver placeret hos vognmanden.”

Forsøger at påvirke

Forman skriver videre:

”Bilinspektøren, der har udarbejdet en rapport over uheldet og som i retten bl.a. skal komme med sin egen konklusion på uheldets årsager, afgiver forklaring som vidne i sagen. Derfor er anklagers opførsel et forsøg på at påvirke bilinspektørens forklaring som vidne. Anklagers intention med at ringe til bilinspektøren er, at han skal nå til den modsatte konklusion på spørgsmålet om uheldets årsag.”

Til Vognmandens Fagblad siger Jacob Forman:

- Det her er et udtryk for en sygelig og total mangel på respekt for helt almindelige retssikkerhedsgarantier. Jeg har et klart bevis for anklagerens påvirkning af et vidne. Nordlys-Christiania sagen er desværre ikke en enlig svale. Der er en syg kultur hos anklagemyndigheden. Den har en forpligtelse til objektivitet. Men man synes, at man skal styre resultaterne. Det er sygt.

Tynde rapporter

Forman fortsætter til Vognmandens Fagblad:

- Jeg har haft en underlig fornemmelse i lang tid. Jeg undrer mig over, at anklagemyndigheden rejser sager på ’tynde’ rapporter fra bilinspektører. Mange sager hvor jeg med mine egne eksperter skyder sagerne ned. Her har anklagerne i cirka 25 sager protesteret over mit forsvar, og efterfølgende har retten givet mig og mine klienter medhold.

Klarere opdeling

Forsvarsadvokat Jacob Forman tilføjer følgende på sin hjemmeside:

”Jeg har ikke grundlag for at påstå, at anklagemyndigheden har en finger med i spillet ift. disse tyndbenede konklusioner fra bilinspektørerne. Men sporene fra denne og tidligere sager skræmmer dog. Der bør derfor, efter min opfattelse, ske en klarere opdeling imellem bilinspektører og anklagemyndigheden. Som sagt, og uden at kunne bevise noget som helst, er det min opfattelse, at der pt. er for tæt kontakt imellem disse myndigheder.”

Vognmandens Fagblad forsøger at få en kommentar til den konkrete sag fra Kgs. Lyngby fra sagens anklager.

Læs mere om: jura
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078