Hver 10. skriver på mobil bag rattet
Det er ikke altid, at fokus er på trafikken, når danskerne sidder bag rattet. Rådet for Sikker Trafik og brancheorganisationen Forsikring & Pension har spurgt flere end 1.000 danskere, hvad de laver, når de kører i trafikken. Alt for mange er uopmærksomme, viser undersøgelsen.
Få sekunders uopmærksomhed i trafikken koster hvert år liv. I de her uger sætter Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension fokus på uopmærksomhed på vejene med kampagnen "Kør bil, når du kører bil", som kan ses i tv, i biografer og på sociale medier. Du kan også se kampagnen på www.sikkertrafik.dk.
I en ny måling fra november 2017 blandt 1.074 bilister, kan man se, at alt for mange foretager sig handlinger bag rattet, der tager deres fokus væk fra vejen.
For eksempel svarer 10 %, at de skriver beskeder (sms, mail, Facebook m.v.), 12 % læser beskeder, og 28 % af danskerne erkender, at de taster på deres GPS, mens de kører hurtigere end 40 km/t.
Uopmærksomhed ved hver 3. trafikdrab
Tidligere undersøgelser fra Vejdirektoratets Dødsulykkesstatistik har vist, at uopmærksomhed er en afgørende faktor i omkring hver tredje trafikdrab på vejene. Spørger man bilisterne, så fortæller mange også, at de har været i en kritisk situation i trafikken, fordi de er uopmærksomme.
I perioden 2015 - 2017 har Promonitor for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension spurgt 4.362 bilister, der inden for det sidste år har kørt galt eller været ved at køre galt, hvorfor de endte i den kritiske situation. Blandt de adspurgte siger fire ud af ti (41 %), at de var uopmærksomme, da det skete.
Som opfølgning på den aktuelle kampagne "Kør bil, når du kører bil", sætter politiet fra den 5. - 11. februar ind med kontrol målrettet de uopmærksomme trafikanter.
Undersøgelse: Det laver danskerne bag rattet:
Epinion har for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension spurgt 1.074 bilister i november 2017: "Hvor ofte gør du følgende meget ofte, ofte eller engang imellem, når du kører bil med minimum 40 km/t.?”:
Sidder i egne tanker: 57 %
Drikker: 49 %
Spiser: 32 %
Betjener GPS: 28 %
Finder ting frem eller lægger ting til side i bilen: 23 %
Læser sms'er, mail, Facebook, m.v.: 12 %
Skriver beskeder (sms, mail, Facebook m.v.): 10 %
Tager overtøj af eller på: 7 %
Taler i telefon (håndholdt): 7 %
Læser papirer, kort, m.v.: 7 %
Sammen med for høj fart er uopmærksomhed en af de største dræbere i trafikken. Kører du 80 km/t og kigger på din telefon i fire sekunder, svarer det til at køre 89 meter i blinde.