Lillebælt: Møde om langsomme køretøjers passage
Torsdag 25. januar kl. 16 til 18 inviterer Vejdirektoratet til møde om afvikling af langsomt kørende trafik over Den nye Lillebæltsbro, når Den gamle Lillebæltsbro, grundet renovering, lukkes 20 uger i år og næste år.
Mødet foregår i Vejdirektoratets kantine, Teglgårdsparken 102, Middelfart.
På mødet ønsker Vejdirektoratet dialog med erhvervslivet, der normalt benytter Den gamle Lillebæltsbro, når deres langsomme køretøjer - med hastigheder på under 50 kilometer i timen – passerer Lillebælt.
For at kunne tilbyde det bedst mulige alternativ til transport ønsker direktoratet således dialog med de berørte virksomheder og arrangerer derfor informations- og spørgemødet som indledning til denne proces.
Bro lukkes 2 x 20 uger
Vejdirektoratet renoverer den gamle Lillebæltsbro både i år og næste år. Broen trænger til en kærlig hånd og bliver totalt spærret for vejtrafik i en sammenhængende periode på 20 uger, både i 2018 og 2019.
Fællesstien over Den gamle Lillebæltsbro er dog åben i det meste af de to perioder, hvor vejtrafikken bliver ledt over Den nye Lillebæltsbro.
Løsningen omfatter således transporter, der under normale forhold lovligt passerer den gamle bro i henhold til dimensionsbekendtgørelsen BEK nr. 1497 af 1/12 2016.
Spørgeskema
På mødet 25. januar får deltagerne udleveret et spørgeskema om firmaets brede køretøjer, som de bedes udfylde umiddelbart efter mødet.
Svarene på spørgeskemaerne indgår i en markedsanalyse, der danner grundlag for den bedst mulige transport.
- Vi ved, hvor vigtigt det er for denne type erhverv at kunne transportere deres langsomkørende køretøjer over Lillebælt. Nu da de ikke kan benytte Den gamle Lillebæltsbro i to lange perioder de næste to år, vil vi tilbyde det bedst mulige alternativ til transport over Lillebæltsbroen. Derfor håber vi at se repræsentanter for branchen på vores informationsmøde, så vi kan indsamle input. Det er vigtigt for os i Vejdirektoratet at lytte til vores interessenter, siger projektleder Shahriar Honar.
Tilmelding senest 19. januar
Interesserede deltagere bedes senest torsdag 19. januar tilmelde sig mødet pr. mail til kommunikationskonsulent Kim Lundahl Michelsen, kimi@vd.dk
Artiklen er en del af temaet Vognmænd.