Nye tal: Chauffører glade for jobbet
Danskernes gennemsnitlige arbejdslyst er god, men den er endnu bedre for de medarbejdere, der arbejder i vejgodstransportbranchen som lastbilchauffører, disponenter eller lagermedarbejdere. Det viser en rapport, som ITD og Krifa har fået lavet om God Arbejdslyst, lyder det i en meddelelse fra ITD.
På en skala fra 0 til 100 ligger medarbejdernes arbejdslyst på 76 point. Det er lidt højere end danskernes gennemsnitlige arbejdslyst, som ifølge God Arbejdslyst Indeks 2017 ligger på 74 point.
Mening og mestring
»Selv om det har været vores opfattelse, at folk er glade for at arbejde i vejgodstransportbranchen, så er det rigtig dejligt at få sat tal på, at arbejdslysten hos de ansatte i ITD’s medlemsvirksomheder er høj og faktisk højere end danskernes gennemsnitlige arbejdslyst,« siger Trine Schiørring Plesner, der er chef for ITD Arbejdsmarked.
De to mest afgørende faktorer for arbejdslysten hos både ITD-medlemmers medarbejdere og den gennemsnitlige dansker er de samme. Den første er oplevelsen af, at arbejdet giver mening, og den anden er, at vi mestrer vores job. De øvrige faktorer, som har betydning for arbejdslysten, er især god ledelse, balance mellem arbejdsliv og privatliv samt forholdet til kolleger.
Medarbejderne peger i undersøgelsen på, at de arbejder i en god branche. Blandt andre Ernst Due, der arbejder som chauffør hos Ole Larsen Transport A/S med hovedkontor i Århus:
»Det er en fantastisk arbejdsplads, jeg er på. Vi joker og har en god tone med hinanden. Det er virkelig sådan, at jeg har lyst til at komme på arbejde. Det betyder meget for mig. Jeg har også sagt til dem, at jeg bliver hængende, til jeg skal på pension,« siger 55-årige Ernst Due.
Arbejder meget
Mange medarbejdere arbejder meget, og arbejdet fylder en stor del af deres hverdag. Rapporten viser en sammenhæng mellem, at jo flere timer medarbejdere hos ITD’s medlemmer arbejder, jo gladere er de for deres arbejde. Men her er det ikke til at sige, om det, tallene viser, er, at dem, som i forvejen er glade for deres arbejde, også er dem, som vælger at arbejde mange timer.
Rapporten bliver nu bredt ud i branchen, for selv om det generelt ser godt ud med arbejdslysten i vejgodstransportbranchen, så er der plads til forbedringer, og her kan man arbejde målrettet med trivslen og arbejdslysten i virksomhederne.
»For at kunne arbejde effektivt med at øge arbejdslysten kræver det, at man kender temperaturen på arbejdslysten her og nu. Det er derfor, at ITD sammen med Krifa har lavet denne overordnede måling. Den kan vores medlemmer bruge til at tage bestik af, hvordan det står til med arbejdslysten i branchen. Nu er det så op til hver enkelt virksomhed at vurdere, hvad næste skridt skal være for dem,« siger Trine Schiørring Plesner.
Virksomheden kan vælge at bruge et værktøj til at måle trivslen og arbejdslysten i netop deres firma og så holde det op imod vores branchemåling. Det kan eksempelvis bruges aktivt i forhold til MUS-samtaler eller fastholdelse og rekruttering i den enkelte virksomhed.