Volvo topper 2017-salget, Mercedes haler ind
Sidste år blev der solgt 5026 nye trækkere og lastbiler på det danske marked – i klassen over 3,5 tons totalvægt.
Langt hovedparten af bilerne, cirka 90 procent, fordeler sig på trækkere, oplyser Gunni Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører til Vognmandens Fagblad.
Salgstallet sidste år dækker dermed over en lille nedgang på 72 biler, svarende til 1,4 procent i forhold til salget på 5098 biler året før.
Afspejler samfundets økonomi
Alligevel ser Gunni Mikkelsen positivt på salget sidste år.
- 5026 biler over 3,5 tons totalvægt er et absolut ganske pænt niveau, det afspejler aktivitetsniveauet i alle brancher i samfundet, og tallet er altså ganske pænt højt. I de senere år toppede salget med cirka 6900 nye lastbiler i 2007.
Siden topniveauet i 2007, lige før finanskrisen ramte den danske samfundsøkonomi, kørte salgsudviklingen ind i et dyk med et salg af nye lastbiler.
I Året efter, i 2008, endte salget på cirka 6700, og herefter faldt det markant til cirka 3300 biler i 2009 og blot 2770 biler i 2010.
Dermed er sidste års salg på 5026 biler en stigning på godt 81 procent i forhold til bundniveauet i 2010.
Svensk dominans
Ses der på de enkelte bilmærker, er det som sædvanligt Volvo, der topper salgslisten.
Med 1355 solgte biler kører mærket sig til en markedsandel på 26,95 procent.
Scania’s 1022 solgte biler giver ærkerivalen en markedsandel på 20,33 procent.
Mercedes-Benz opnåede en markant fremgang sidste år – læs mere om dette på side 20.
Det tyske stjernemærke kørte tæt op mod Scania med 991 solgte Mercedes-biler og en markedsandel på 19,71 procent(18,9 målt i klassen over 6 tons totalvægt), efterfulgt af MAN’s 852 biler og en andel på 16,95 procent.
Iveco, DAF og Renault
Herefter er der som sædvanligt et par trin ned til Iveco, DAF og Renault, der med henholdsvis 394, 280 og 97 solgte trækkere og lastbiler ender med en markedsandel på henholdsvis 7,83 – 5,57 og 1,92 procent.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.