Redning Danmark køber konkurrent
Redning Danmark A/S konsoliderer sig i markedet for autohjælp og overtager DK Assistance og DK Vejhjælp, der fortsætter som datterselskaber under Redning Danmark A/S.
»Vi har brugt en rum tid i forhandlingslokalet sammen med ejerne bag DK Assistance og må sande, at deres tilgang til at drive forretning er fuldt på højde med vores. Vi lægger alle vægt på værdier som ordholdenhed og ordentlighed. Samtidig ligger deres kunder og koncepter så tæt på vores forretningsgrundlag, at den her handel giver rigtig god mening,« siger Uffe Dalsgaard, adm. direktør i Redning Danmark og selv indehaver af to stationer i netværket.
Redning Danmark, der er ejet af en række tidligere stationsejere og aktionærer i Dansk Autohjælp, indgik i sommers en samarbejdsaftale med Falck. DK Assistance og DK Vejhjælp har bygget deres forretninger op omkring en række aftaler med forsikringsselskaber og bilimportører samt egne abonnenter, der nu tilføres det samlede Redning Danmark.
DK Assistance og DK Vejhjælp fortsætter i deres nuværende form, hvorfor samtlige medarbejdere såvel som kunder ikke umiddelbart vil mærke ændringer.
Blandt ejerkredsen og sælgerne af DK Assistance og DK Vejhjælp er Mogens Sværke Johansen, Steen Samuelsen og Henrik Hildebrandt, som får aktier og bestyrelsesposter som en del af handlen og vil alle være tilknyttet selskaberne. Henrik Hildebrandt vil fortsat være ansvarlig for salgsorganisationen i selskabet.
Uffe Dalsgaard, der i dag er adm. direktør i Redning Danmark, fortsætter som adm. direktør i de sammenlagte selskaber.
Opkøbet betyder, at Redning Danmark næsten får fordoblet størrelsen af netværket til nu at rumme 38 stationer i Danmark. Administrationen bliver samlet i henholdsvis Fredericia og Rødovre.