Minister besøgte Stiholt
Aalborg Kommune var den første til at ansætte en erhvervsplaymaker, der har til opgave at koble kommunens forskellige regi med private virksomheder. Succeshistorierne om samarbejdet mellem Stiholt og de nordjyske kommuners erhvervsplaymakere er nået helt til København, så undervisningsminister Merete Riisager (LA) har netop besøgt Stiholt i Aalborg.
Formålet var at se, hvordan der kan gøres en særlig indsats for få unge mennesker til at tage en erhvervsuddannelse som f.eks. lastbilmekaniker, handelsassistent eller hydraulikmekaniker i stedet for at gå den slagne vej via gymnasiet og en studentereksamen.
Lærlinge fortalte om erhvervsuddannelser
Ved besøget fik Merete Riisager syn for sagen ved at overvære, hvordan en 9. klasse fra Klarup Skole blev introduceret til Stiholts uddannelsestilbud og samtidig fik en rundvisning på virksomheden for at se værksteds-, lager- og administrationsfaciliteterne med egne øjne.
Undervejs fortalte nogle af Stiholts dygtige lærlinge om deres egen vej ind på en erhvervsuddannelse. Også Stiholts adm. direktør Henrik Bruun Nielsen benyttede lejligheden til at fortælle de besøgende elever om de mange muligheder, der er for at gøre karriere i en virksomhed som Stiholt.