23948sdkhjf

Farligt kryds gøres mere sikkert

Det er nu blevet tryggere at være cyklist i Holme-Olstrup.

Vejdirektoratet har netop ombygget det meget trafikerede T-kryds Landevejen/Olstrupvej med en ny højresvingsbane og et selvstændigt lyssignal til cyklisterne for at beskytte cyklisterne mod højresvingsulykker.

 »Vores lokale ulykkestal viser, at der er sket forholdsvis mange højresvingsulykker i krydset,« siger afdelingsleder Maria Meiner fra Vejdirektoratet i Næstved.

»Den udvikling tager vi meget alvorligt. Højresvingsulykker er blandt de værste trafikulykker, der findes, og vi fokuserer meget på at beskytte cyklisterne imod dem. Derfor har vi valgt at ombygge krydset, så trafiksikkerheden for de bløde trafikanter bliver forbedret.«

Helt konkret er ulykkerne typisk indtruffet, når knallerter og cyklister kører ligeud ad Landevejen mod BonBon Land, mens biler svinger til højre ned ad Olstrupvej.

»Selv uden for myldretiden kan der være meget trafik på Landevejen,« siger Maria Meiner.

»Højresvingende bilister kan føle sig presset bagfra til at tage et hurtigt højresving, når det bliver grønt. Samtidigt har cyklister, der kører ligeud for grønt, ofte god fart på vej ned ad bakken mod krydset. Derfor fejlvurderer de højresvingende bilister måske cyklisternes hastighed.«

Ulykkerne har medført, at T-krydset i Holme-Olstrup er blevet udpeget som en trafiksikkerhedsmæssig sort plet. Det vil sige, at det er et sted på statsvejnettet, hvor ulykkesbilledet viser, at der er grundlag for at introducere trafiksikkerhedsfremmende tiltag.

Vejdirektoratets ombygning består i anlæggelsen af et højresvingsspor med nyt cyklistsignal, hvor cyklisterne får grønt og rødt før hovedsignalet. I sporet for ligeud-kørende biler er stoplinjen i højresvingssporet trukket fem meter tilbage. Det betyder, at cyklister og knallerter, der sætter i gang, bliver mere synlige for bilisterne.

»Vi forventer, at vores nye tiltag forbedrer trafiksikkerheden med færre ulykker, ligesom det øger trygheden ved at cykle på Landevejen gennem byen,« siger Maria Meiner.  

Fakta:

- Der kører 16.000 biler i gennemsnit i døgnet på strækningen gennem Holme-Olstrup.

- Fartgrænsen er 50 km/t i krydset med det nye højresvingsspor.

- I en femårig måleperiode har vejdirektoratet registreret syv ulykker i krydset, heraf to personskadeulykker, hvor en var alvorlig. Fem uheld havde alene skader på materiel.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.046