God udvikling på Sjælland
- Det er gået fornuftigt i 2017. Vi holder salgsmålene og har en stærk udvikling på Sjælland, efter at vi fik en ny finansiel partner 1. oktober sidste år, forklarer direktør Gert Hansen, Iveco-forhandleren Ringsted Erhvervs Auto A/S, til Vognmandens Fagblad.
Markedsandel over 20 procent
- Nu har vi også stor fokus på heavybilerne og har opbygninger af de store biler, også trækkere, til hurtig levering. Vi har varerne på hylden, og det giver god respons fra kunderne, fortsætter direktør Gert Hansen.
Ringsted Erhvervs Auto har, foruden Ringsted, også afdelinger i Slagelse og Næstved.
- Roskilde, Køge og København er vækstområder, efter at Vestsjælland har været hårdt ramt af finanskrisen. På varebilerne har vi en markedsandel på over 20 procent på Sjælland, og 2017 har været et godt år for os. Jeg forventer også, at vi vækster i 2018 på grund af vores styrkede position på heavybilerne, tilføjer Gert Hansen.
570 heste til Holbæk
En af de nyeste leveringer fra Ringsted Erhvervs Auto er en ny Stralis-trækker med hele 570 heste til Niels Göllnitz, indehaver af NG Transport & Miljø i Holbæk. Det er den første trækker, der leveres på Sjælland med denne motor.
Den nye bil er blandt andet opbygget med sovekabine og højt tag og kører fremover jord-, grus- og anden entreprenør-kørsel med en ny HK-tipsættevogn for firmaets egne kunder på Sjælland.
Bilen er blandt andet udstyret med et bakkamera med hæve-/sænkefunktion, monteret bag på førerhuset. Dermed kan chaufføren holde øje med godset oppefra, når der læsses af og på.
Den nye fireakslede tipsættevogn, leveret af H.E. Jørgensen, har plads til 36 kubikmeter og er bl.a. udstyret med rystefunktion og automatisk presenning.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.