23948sdkhjf

Få styr på grise og hygiejne

Fra 1. januar forventes det, at en ny bekendtgørelse træder i kraft, som gør det obligatorisk at gennemgå et særligt hygiejnekursus for stort set alle, der arbejder med levende grise.

Det gælder både ansatte i svinebesætninger, på samlested, marked eller på slagteri. Og kravet om kursus gælder også for chauffører, der transporterer levende grise, oplyser DTL i en nyhedsmail.

Kurset tager primært sigte på at forhindre spredning af MRSA stafylokok-bakterier, som er modstandsdygtige overfor almindelig penicillin. Bakterierne kan blive overført fra dyr – særligt svin – til mennesker ved direkte kontakt, men smitter kun sjældent fra menneske til menneske.

Statens Seruminstitut udbyder i øjeblikket via deres hjemmeside ”Hygiejnekursus for personer der erhvervsmæssigt håndterer levende svin” som et e-læringsprogram med fokus på, hvordan man kan mindske risikoen for at sprede mikroorganismer fra stald til samfund. Kurset er gratis og kan tages over nettet sammen med den afsluttende prøve. Man logger sig på med Nem ID, gennemfører kurset og gennemgår den afsluttende test.

DTL tilbyder lynkursus

Hos DTL –vil man dog godt give en hjælpende hånd til de vognmænd, der selv kører grise - eller som har ansatte, der gør det. Kim Tatt Jakobsen, kontorleder hos DTLs servicekontor i Viborg, udtaler:

»Vi ved, at det ofte er meget nemmere at få tingene gennemgået i virkeligheden frem for at skulle sidde og læse sig til viden på nettet. Derfor har vi lavet et kursus af nogle få timers varighed henholdsvis den 6. og den 12. december. Kurset foregår fra kl. 18 – kl. 20.30 på DTLs servicekontor i Viborg. Man får en bid mad til at starte med, og efter et par timers undervisning aflægger man prøven med det samme på sin egen medbragte PC eller en låne PC.«

»Så skal man ikke have bekymringer, når vi runder den 1. januar, og kurset bliver lovpligtigt. Underviser på kurset er Tinna Urth, der er ekspert i MRSA og ansat som rådgiver i Statens Serum Instituts Rådgivningstjeneste, og både chauffører og vognmænd er velkomne.«

MRSA kan være farlig

I 2014 undersøgte Fødevarestyrelsen forekomsten af husdyr-MRSA i svin. Der blev fundet en forekomst på 68 % i slagtesvin og for avlsbesætninger var forekomsten på 63%. Hverken mennesker eller dyr bliver almindeligvis syge af at være smittede med MRSA. Hvis man bare har MRSA på hudoverfladen og i næsen, bliver man ikke syg. Raske personer, der får påvist MRSA, har lille risiko for at blive alvorligt syge. Bakterien kan også give betændelser, som fx bylder og sår.

MRSA er mest risikabel, hvis man bliver opereret, da bakterien kan give sårinfektion eller trænge ind i blodbanen og give blodforgiftning. Smitte med MRSA kan derfor godt gå hen og blive en alvorlig sag, og derfor er kurset blevet obligatorisk 1. januar for alle, der håndterer svin i det daglige.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063