23948sdkhjf

Redningsfirma trukket fri

Redning Danmark frifundet for påstand om brud på konkurrenceklausul.

Det nye og landsdækkende vejhjælpsfirma Redning Danmark, der på kort tid er vokset markant, er frifundet for påstanden om, at virksomheden brød en konkurrenceklausul med SOS Dansk Autohjælp.

Sø- og Handelsretten fastslår nu, at stationsejere, der tidligere har kørt for SOS Dansk Autohjælp, uden problemer kører videre for Redning Danmark. Dermed er den sidste hindring ryddet af vejen for endnu større vækst, melder Redning Danmark.

- Vi er glade for afgørelsen. Vi har hele tiden ment, at vi opførte os loyalt og efter bogen, da vi etablerede Redning Danmark. Det giver dommerne os ret i, siger administrerende direktør Uffe Dalsgaard, Redning Danmark.

I juni i år gik 20 stationsejere, hvoraf de fleste tidligere havde kørt for SOS Dansk Autohjælp, sammen i Redning Danmark. Mange af disse stationsejere er blandt landets mest erfarne autohjælpere, idet de var med til at starte Dansk Autohjælp.

Påstand efter brud

Da stationsejerne brød ud af SOS Dansk Autohjælp, påstod SOS Dansk Autohjælp, at stationsejerne brød en konkurrenceklausul. SOS Dansk Autohjælp bad i den forbindelse Sø- og Handelsretten om at nedlægge forbud, så stationsejerne ikke måtte køre i seks måneder.

Men konkurrenceklausulen var ulovlig, vurderer Sø- og Handelsretten. Dermed har stationsejerne i Redning Danmark rettens ord for, at de kan bruge den store erfaring, som de har oparbejdet gennem generationer – herunder i regi af SOS Dansk Autohjælp.

180 EU-certificerede reddere kører ud fra Redning Danmarks stationer, der ligger over hele Danmark. I august valgte Falck det nye selskab Redning Danmark som samarbejdspartner. Dermed leverer Redning Danmark en del af autohjælpen til Falcks kunder i Danmark.

Flere kunder på vej

Med kendelsen fra Sø- og Handelsretten er den sidste sten ryddet af vejen for, at endnu større aftaler kan indgås.

- Vi har oplevet vældig stor interesse fra store kunder, der ønsker at indgå aftaler med os, men som har afventet udfaldet af sagen. Nu kan vi få lukket en række aftaler endeligt, tilføjer administrerende direktør Uffe Dalsgaard.

Redning Danmark kører mellem 150.000 og 200.000 ture om året. SOS Dansk Autohjælp A/S skal betale sagsomkostningerne på 250.000 kr.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093