Krav før billån: Hold ferie i mindst én uge
- Det var arbejde, det gik ud på. Fritid var ikke så moderne. Jeg kan huske, at vi skulle have en del nye biler, fem styk, så vi havde taget vores revisor med til et møde i banken. Vi skulle låne 800.000 – 900.000 kr., det var mange (flere) penge dengang, og meldingen var i første omgang, at de lige ville kigge på det. Jeg glemmer så aldrig, at direktør Poul Jensen, Sparekassen Thy i Thisted, sagde til os, at de havde nogle betingelser: Hvis ikke du og Jytte holder ferie i mindst én uge om året, så får I ikke lånet.
Vognmand Egon Sørensen, Hanstholm, ser tilbage på en helt anden tid, mens han fortæller Vognmandens Fagblad lidt om de første år som vognmand.
Stor støtte på kontoret
Dengang som nu havde Egon Sørensen også et meget vigtigt aktiv på hjemmefronten, hustruen Jytte Sørensen, som han blev gift med i 1968. Hun har støttet ham i alle år, også som bogholderen med styr på den økonomiske side af kørslen.
Da vognmandsforretningen var på sit højeste, rent bilmæssigt, var der 21 lastbiler og ansat 46 chauffører, lige som forretningen i alle år primært har kørt med fisk, blandt andet fra Nord- til Sydeuropa – og blandt andet med blomster retur.
Dette og meget mere fortælles der nu om i den nye bog ”Egon Sørensen - et fyrtårn blandt vognmænd”, der netop er udgivet af forfatteren Ole Gold – i tæt samarbejde med Egon Sørensen, tre af dennes chauffører og med økonomisk støtte fra FDE Fonden.
Bogen er meget læseværdig for alle med interesse for vognmands- og transportbranchen – også på grund af de mange fine fotos fra en tid, der var engang.
Tre gange æresmedlem
Hovedpersonen selv er også af en ganske særlig kaliber, det vidner æresmedlemsskaber i hele tre foreninger - Thy Vognmandsforenings samt brancheorganisationerne IDT og DTL. En hæder der blandt andet udspringer af Egon Sørensens mange tillidserhverv i branchen.