Fagpressen hædrer nye lastbiler
En uafhængig komité bestående af førende fagjournalister fra 23 europæiske lande kårer nu DAF’s nye CF- og XF-lastbiler med hæderstitlen International Truck of the Year 2018.
Den mest prestigefyldte pris inden for den europæiske lastbilbranche blev overrakt til DAF Trucks’ præsident, Preston Feight, af komitéens formand, Gianenrico Griffini, ved Solutrans-messen i Lyon.
DAF's nye CF- og XF-lastbiler er udstyret med helt nye drivlinjer, inklusiv gearkasser og bagaksler. Sammen med nye og kompakte efterbehandlingssystemer, avanceret software og aerodynamiske optimeringer giver det en forbedret brændstofeffektivitet og en CO2-reduktion på op til 7 procent. De nye lastbiler byder på en vægtreduktion på op til 300 kg, hvilket igen øger bilernes lasteevne.
Nye standarder
Priskomitéens formand Gianenrico Griffini:
- Den årlige pris tildeles den nye lastbil eller den nye modelserie, der har ydet det største bidrag til vejtransporteffektiviteten, baseret på flere vigtige kriterier som teknologisk innovation, chaufførkomfort, trafiksikkerhed, køreegenskaber, brændstoføkonomi, miljøpåvirkning og samlede driftsomkostninger (TCO). Med introduktionen af de nye CF- og XF-lastbiler har DAF leveret en serie af mellemtunge og tunge lastbiler, der sætter nye standarder for drivlinjeeffektivitet og den samlede ydeevne.
Stor anerkendelse
DAF Trucks’ præsident Preston Feight modtager den prestigefyldte pris på vegne af 10.000 DAF-medarbejdere på tværs af Europa.
- Æren tilfalder hvert eneste medlem af DAF-organisationen. Vi har alle sammen arbejdet hårdt på at gøre de bedste lastbiler på markedet endnu bedre. Resultatet er de nye CF- og XF-lastbiler, der er i absolut topklasse. Det er fantastisk, at alle vores bestræbelser nu er blevet belønnet. Det, at vi har vundet prisen International Truck of the Year 2018 er også en anerkendelse for vores leverandører og forhandlere og ikke mindst en hyldest til alle de kunder, der har valgt eller kommer til at vælge DAF's nye CF- eller XF-lastbiler. Komitéen udtalte også, at lastbilerne viser vejen inden for transporteffektivitet. Flere ord er vel overflødige?
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.