Nyt træk mod dieselfusk
Brændstofsvind er en af de største risici for landets vognmænd. Det vil YX Erhverv nu lave om på med selskabets seneste sikkerhedstiltag:
Kortløs tankning på danske YX truckanlæg.
Brændstofsvind er fortsat et problem for landets vognmænd, der oplever, at deres dieselkort misbruges. På trods af at sikkerheden de sidste år er blevet opgraderet markant.
Derfor lancerer YX Erhverv nu endnu et tiltag - ”Kortløs tankning” - i kampen mod dieseltyverierne. Den nye løsning indføres i januar 2018 og ventes at inkludere samtlige YX truckstationer landet over, forbeholdt erhvervskunder med brændstofkort.
Fjerner kort-risiko
Claus Gottlieb, direktør i YX Erhverv:
- Vi oplever fortsat misbrug af vognmændenes dieselkort på trods af diverse foranstaltninger, og derfor introducerer vi nu endnu et tiltag, der skal øge sikkerheden yderligere. Med kortløs tankning fjerner vi den største risiko - nemlig kortet, og indfører i stedet et nyt system på vognmændenes telefoner. Hvis tyvene ikke har et kort at stjæle, men derimod skal have fat i en låst telefon, bliver det automatisk også sværere for dem at misbruge virksomhedens brændstofkonto.
Send sms
Med det nye sikkerhedstiltag skal vognmændene altså tanke med deres telefon i stedet for det velkendte plastickort. Det gør de ved at sende en SMS til YX, der sender en kode til chaufføren, som skal indtastes på terminalen – og så fortsætter transaktionen, som man kender den.
YX Erhverv gør det traditionelle kort og pinkoden overflødig og sikrer altså kundens sikkerhed yderligere. En løsning, der samtidigt understreger olieselskabets arbejde med at gøre deres kunders hverdag så effektiv og bekymringsfri som muligt.
Nemmere hverdag
- Vi er tilfredse med at lancere endnu et initiativ for at mindske brændstofsvindet. Vi ønsker at gøre kundens hverdag nemmere og øge deres bundlinje ved at undgå dieselsvind. Ved at ændre måden, der tankes på, tager vi endnu et skridt i den rigtige retning, men for os er hver kunde unik, så vi fortsætter med at udvikle løsninger, tilføjer direktør Claus Gottlieb.
Sikkerhed
Udover den kortløse betaling har YX Erhverv tidligere også indført sikkerhedstiltag som videoovervågning, 2-kort-systemer og ‘Alarm 24/7’, Købsmax, Geografisk spærring, Tidsbegrænset spærring og Kilometer Alarm.
YX Erhverv er en del af YX Danmark A/S, som desuden består af YX Landbrug og YX Fyringsolie. YX Danmark A/S vil fortsat være en del af Reitangruppen A/S, som desuden ejer de landsdækkende kæder Rema 1000 og 7-Eleven. /cw
Artiklen er en del af temaet Vognmænd.