23948sdkhjf

Kritik af EU’s nye kombi-udspil

EU-Kommissionen lægger blot et nyt lag maling på en bygning, der i bund og grund er dårligt bygget. Det komplicerer tingene unødigt meget, mener Nordic Logistics Association (NLA).

Kritikken er rettet imod EU-Kommissionens netop fremsatte forslag om nye sociale betingelser for transportører, der udfører såkaldt kombineret transport. NLA finder det umiddelbart skuffende med den manglende klarhed i Kommissionens forslag om at lade direktivet omfatte kombineret transport, der også er national og ikke blot international. Det gør kun problemet større, mener NLA.

I dag er det muligt for udenlandske transportører at udføre indenrigskørsel i Danmark på op til 150 km i fugleflugtslinje til og fra havne eller jernbaneterminaler, hvis godset forinden er blevet transporteret mindst 100 km ad søvej eller bane og ankommer via et sted i EU. Denne trafik har ingen begrænsninger – i modsætning til cabotagereglerne, hvor der i dag er grænser for antal ture inden for 7 dage.

Ethvert transportben er i direkte konkurrence

Søren H. Larsen, direktør for NLA:

»Kommissionen foreslog i maj 2017, at international transport i EU skulle være omfattet af reglerne for udstationering af arbejdstagere efter 3 dage, men at cabotagekørsel skulle være fra dag 1. Argumentet var, at cabotagekørsel er i mere direkte konkurrence med lokale operatører, end international transport er. Nu foreslår Kommissionen så, at kombineret transport i henhold til direktivet også kan udgøre en national transport, og dermed skal udstationering af arbejdstagere finde anvendelse efter blot én dag.«

»Men forslaget mangler klarhed om, hvorfor den samme operation i en medlemsstat skal vente tre dage for at være omfattet af reglerne for udstationering af arbejdstagere, hvis den defineres som international, men kun én dag, hvis den er national.«

Søren Larsen mener, at Kommissionen er nødt til at anerkende, at ethvert vejtransportben af en kombineret transportvirksomhed i en medlemsstat, der ikke udføres af en lokal operatør, er i direkte konkurrence med de nationale operatører, og sociale regler skal være de samme for begge operatører.

»Forslaget er under alle omstændigheder ikke en forenkling, og NLA er fortsat bekymret over, at den yderligere komplikation af teksten kun giver mulighed for nye måder at omgå vejtransportreglerne og udøve unfair konkurrence,« siger Søren Larsen, der fortsætter:

»Vi har brug for kombineret transport i de nordiske lande. Det giver ikke mening at sende lastbiler i tusinder af kilometer, når der er jernbaner eller maritime alternativer, der kan bruges. For billig vejtransport - forårsaget af unfair konkurrence og social dumping - gør det sværere. Vi frygter, at forslaget fra Kommissionen, ikke vil ændre den situation. Derfor er det fremlagte forslag en forpasset mulighed. NLA vil samarbejde med Rådet og Parlamentet om forhåbentlig at gøre forslaget bedre.«

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093