23948sdkhjf

Michael Svanes svar til vognmand

Af Michael Svane, branchedirektør i DI Transport:

Vognmand Søren Nielsen kritiserer i Lastbilsmagasinet DI Transports holdninger til udenlandske chauffører og påstår, at vi skulle være fortaler for slavelignende forhold. Jeg kan berolige med, at det selvfølgelig ikke er tilfældet. Men vi står på mål for, at vi skal behandle de udenlandske chauffører ordentligt. Derfor skal vi heller ikke jagte dem og give parkeringsbøder, når de afholder deres lovligpligtige hvil. Mit håb er, at danske chauffører også mødes på samme vis, når de er på farten i udlandet.

Vi er naturligvis heller ikke fortalere for at bryde reglerne om køre- og hviletid. Faktum er, at det i dag er helt lovligt i henhold til køre- og hviletidsreglerne at holde de daglige hvil og et reduceret ugentligt hvil på op til 45 timer i førerhuset.

De danske rastepladser skal kunne håndtere lovlige overnatninger i stedet for at uddele parkeringsbøder eller fjerne parkeringspladser til lastbiler, så chaufførerne ikke længere har nogle steder at holde hvil. Færre parkeringspladser til lastbiler går jo også ud over danske vognmænd, så jeg kan ikke forstå, at nogen i den danske vognmandsbranche kan være fortalere for det forslag.

Søren Nielsen siger, at der skal ledes længe efter vækst og jobskabelse i transportbranchen. Jeg kan berolige Søren Nielsen med, at danske vognmænd i 2016 skaffede eksportindtægter for mere end 5 mia. kr. og herhjemme omsatte for yderligere 39 mia. kr. Oven i det er den samlede omsætning steget med 3,8 % i de første 8 måneder af 2017 sammenlignet med året før, og beskæftigelsen er stigende, så den danske transportbranche mangler både chauffører og vognmænd. Læg dertil spedition og logistikbranchen så når omsætningen op på mere end 100 mia. kr.  Transportbranchen er med andre ord fortsat et vækstskabende erhverv.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094