23948sdkhjf

ITD: Afgørende at skelne

EU’s beskæftigelsesministre blev på et rådsmøde i går enige om, at principperne for udstationering i transport skal forhandles som del af EU-kommissionens vejpakke. ITD er enige i beslutningen om, at udstationeringsreglerne for transport ikke skal forhandles i det overordnede udstationeringsdirektiv, men som led i vejpakken.

Europas beskæftigelsesministre har besluttet, at regler for udstationerede arbejdstagere også gælder for vejgodstransportsektoren, men at principperne herfor skal forhandles som en del af EU-Kommissionens Vejpakke. Som optakt til beskæftigelsesministrenes rådsmøde havde flere lande foreslået forskellige detaljerede løsningsmodeller for udstationering af eksportchauffører, men rådet nåede natten til tirsdag den 24. oktober 2017 frem til, at spørgsmålet om udstationeringsreglerne for transport skal forhandles som led i vejpakken.

»Det er glædeligt, at man ikke vedtager forhastede beslutninger med utilsigtede konsekvenser om udstationeringsdirektivets anvendelse i vejgodstransportsektoren, som nu bliver et væsentligt emne i forhandlingerne af vejpakken. Det er dog i de kommende vejpakkeforhandlinger fuldstændigt afgørende, at der skelnes mellem international og national transport - og at der sikres klare regler, der kan kontrolleres og håndhæves,« siger politisk konsulent i ITD, Emma Hadrovic.

Indførelsen af nationale særregler, hvor man betragter al international transport som udstationering, har været kritiseret af flere medlemslande. Kritikken går på, at reglerne medfører unfair konkurrence og hverken kan kontrolleres eller håndhæves. Rådets formandskab har efter rådsmødet givet udtryk for, at beskæftigelsesministrene ikke har ønsket at skabe unødige hindringer for den frie bevægelighed af tjenesteydelser, og at transportsektoren er af en så mobil natur, at det kræver en særskilt forhandling.

 »Chauffører, som kører international transport, er ikke udstationerede arbejdstagere, og international transport bør ikke anses som udstationering. Transportmønstret ændrer sig hastigt, og international transport udføres naturligt på tværs af flere landegrænser på daglig basis. Derimod kan der, når der udføres national transport, argumenteres for, at den udenlandske virksomhed er i direkte konkurrence med de nationale virksomheder i værtslandet – og kan betragtes som udstationerede,« siger Emma Hadrovic.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188