23948sdkhjf

Det begyndte med et lyn...

Alfred Nielsen A/S investerer i ny Volvo FH 750.

- Efter finanskrisen justerede vi i 2011 på kundekartoteket, så vi sagde farvel til nogle kunder, som vi ikke tjente penge på. Det viste sig at være en god beslutning.

Sådan forklarer den 43-årige vognmand Sonny Nielsen til TI Vognmandens Fagblad.

Sammen med sin 38-årige lillebror Ronny Nielsen er Sonny Nielsen i dag 3. generation i vognmandsforretningen Alfred Nielsen A/S, der efter godt syv årtier fortsat ligger i den lille by Smidstrup mellem Vejle og Fredericia.

70 år i 2016

Virksomheden rundede de første 70 år sidste år, efter at brødrenes farfar Alfred Nielsen grundlagde firmaet i 1946 med firmaets første lastbil, en Opel Blitz (Blitz er det tyske ord for ”lyn”) der blandt andet var udstyret med trædøre.

- Faktisk har vi fundet den gamle Opel et sted ude vestpå, så nu er det meningen, at vi skal have restaureret bilen, fortsætter Sonny Nielsen.

Virksomheden har i dag 34 egne lastbiler og 32 chauffører på lønningslisten. Flere af chaufførerne har været ansat i over 20 år, og chaufføren Henning Vinther - med 23 år i firmaet - et glad for, at han netop har taget fat i rattet på sin fjerde nye bil – en fireakslet Volvo FH 750, opbygget som kranbil med en velvoksen Palfinger-kran lige bag ”Penthouse”-førerhuset.

Øget udlejning

- Efter finanskrisen lejer entreprenørerne i større omfang deres maskiner, og det giver mere kørsel til os.

Netop kørsel med byggematerialer og maskiner til byggeriet - samt for kunder der udlejer maskiner til bygge- og entreprenørbranchen - er et af de store aktivitetsområder hos Alfred Nielsen. På kontoret er det blandt andet Ronny Nielsen og disponenten Jimmy, der styrer opgaverne omkring maskintransporten. Sonny Nielsen sørger blandt andet for, at de 19 kranbiler har noget at lave.

- Vi får typisk tre-fire nye biler hvert år, og her er det Ronny, der tager sig af opbygningen sammen med chaufførerne. Vi kører Scania og Volvo, og at det endte med en ny Volvo FH 750 skyldes nok, at de har en ihærdig sælger hos Autohuset Vestergaard, tilføjer Sonny Nielsen.

Fast i de største byer

Vognmandsforretningen udstationerer fast fejeblade, blokvogne og kranbiler i København, Odense, Aarhus og Aalborg, hvor der er markant gang i byggeriet og dermed kørselsopgaverne, også for faste kunder og eventuelt i samarbejde med "gode kolleger". Alfred Nielsens chauffører bor derimod over det meste af landet.

- Chaufførerne bor i bilerne på hverdagene, men vi gør meget ud af, at de holder fri i weekenderne. Fungerer det ikke derhjemme, så fungerer det heller ikke på jobbet.

Alfred Nielsen oplever heller ingen problemer med at rekruttere nye chauffører, som det ellers kan være tilfældet rundt omkring i branchen.

- Jeg har fået mange opkald, efter at vi opslog et chaufførjob til maskintransport på Facebook, indskyder disponent Jimmy Isaksen.

4. generation

Grundlæggeren Alfred Nielsen døde i 2002, men allerede nu er 4. generation på vej ind i virksomheden. Sonny Nielsen 17-årige søn, Matias Nielsen, er begyndt at snuse til diesellugten i vognmandsforretningen. Og Lillebror Ronny Nielsen har måske også leveret 4. generation i firmaet - den toårige søn Alfred Nielsen, opkaldt efter virksomhedens grundlægger.

Forretningens store værksted reparerer selv skader og service på trailerne, mens bilernes service og evt. reparationer foretages hos autoriserede værksteder.

Alfred Nielsen udfører som nævnt mange særtransporter, og virksomhedens ledelse noterer med tilfredshed, at der er udsigt til en mere lempelig bødepolitik.

- Det er godt med nye bagatelgrænser, men er vi i tvivl, så kontakter vi politiet hos Tungvognscenter Syd, tilføjer Sonny Nielsen.

Fakta Volvo FH16 750

Alfred Nielsen A/S’ nye Volvo FH16 750, opbygget som 8x4, leveres af koordinerende salgschef Thomas Klüver, Autohuset Vestergaard A/S, Kolding.

Udstyret inkluderer I-Shift gearkasse, version ATO3512E, New York førerhuspakke, Volvo Dynamic steering, VEB+ motorbremse, støtteben i fronten, alkolås og forbredningskamera.

KLC A/S har monteret den 110 tonsmeter store Palfinger-kran, model PK110002-SH, med fly-jib. Lakering er udført hos Carsten Noer storvognslakering, BJ Autopolstre Padborg har plysset bilen, mens Skilte-gården i Kolding leverer påskriften.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094