1 ud af 4 lastbiler er tomme
Aalborg Universitet har fået 10,2 millioner kroner af Innovationsfonden til at udvikle et it-system, som skal gøre transportfirmaer mere effektive, skriver dr.dk.
Ny forskning fra Aalborg Universitet viser nemlig, at de fleste lastvogne på Europas veje kun er fyldt halvt op.
Målet med projektet er at forbedre kørslen til gavn for både miljøet og trafikken.
»Hvis vi kan det, vil det selvfølgelig kunne give store besparelser for virksomhederne, men det vil også betyde mindre kørsel, mindre trængsel på vejene og mindre udledning af drivhusgasser,« siger transportforsker ved Aalborg Universitet og projektleder Kristian Reinau til dr.dk.
Ifølge dr.dk viser forskningen fra det nordjyske universitet, at 25 procent af lastbiltransporten i Europa er tom kørsel. Resten bruger i gennemsnit kun 57 procent af kapaciteten i lastrummet.