Foreslår modulvogntog ad Isterødvejen
Venstre, Konservative, Liberal Alliance og DF i Folketinget er klar til at åbne et trafikforlig og diskutere, om modulvogntog skal køre ad Isterødvejen i stedet for tværs gennem slotsbyen Fredensborg, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Igennem et halvt år har borgerne i Fredensborg protesteret mod udsigten til, at vogntogene skal køre igennem byens lille rundkørsel mellem gågaden og byens ene skole.
»Vi har lyttet til argumenterne fra lokalområdet, og Fredensborg er i en helt speciel situation. Normalt går statsvejene uden om byerne, men ikke i Fredensborg. Derfor er vi klar til at se på en alternativ rute over Isterødvejen, hvis kommunen kan skaffe pengene til de ekstra udgifter. For vi har stadig brug for overordnede transportveje til modulvogntog,« siger Kristian Pihl Lorentzen, trafikordfører i Venstre, til avisen.
Udspillet kræver, at Fredensborg-, Hillerød - og Hørsholm Kommuner, der ejer Isterødvejen, forhandler en løsning på plads om vejen og samtidig betaler for ombygninger, der kan løbe op i 10 millioner kroner.
Partierne bag trafikforliget mødes tirsdag.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.