Sigtet for indsmugling af min. 11,7 ton hash
Østjyllands Politi fremstillede torsdag kl. 10 i retten i Aarhus to mænd på 36 og 41 år og en kvinde på 38 år, der er anholdt i en større sag om indsmugling af mindst 11,7 ton hash fra Spanien til blandt andet Danmark – herunder Aarhus. De tre blev anholdt onsdag ved 10.30-tiden i forbindelse med en større, koordineret aktion mod flere adresser på Sjælland.
Østjyllands Politi har de senest 10 måneder, i samarbejde med Task Force Vest, Task Force Øst og Spansk Politi, kørt en intensiv efterforskning mod de to mænd, der er sigtet for at stå bag indsmugling af hash i lastbiler og herefter at have videresolgt det til kriminelle miljøer i blandt andet Danmark.
Den 36-årige, der er bosiddende på Sjælland, menes at være hovedmanden, og han sigtes for indsmugling, mens den 41-årige mand, der ligeledes er bosiddende på Sjælland, sigtes for medvirken til indsmugling og for at være i besiddelse af et automatvåben og en pistol. Den 38-årige kvinde, der også er bosiddende på Sjælland, er sigtet for medvirken til indsmugling.
I forbindelse med anholdelsesaktionen onsdag blev der desuden beslaglagt over én million kroner i kontanter.
Forbindelse til en anden sag
Den 36-årige hovedmand menes også at være bagmanden i en sag fra april i år, hvor en lastbil fra Spanien med 18,5 ton appelsiner ombord blev stoppet i Herfølge. Blandt appelsinerne blev der fundet 500 kg hash, og de to chauffører fra henholdsvis Italien og Spanien er siden idømt henholdsvis et år og tre måneders fængsel og tre års fængsel. Manden, der skulle modtage forsendelsen på Sjælland, blev idømt tre års fængsel.
Politiet mener, det var den 36-årige, der havde bestilt transporten fra Spanien, hvilket han nu også er sigtet for.
De tre personer blev alle varetægtsfængslet i fire uger.