Flygtninge sniger sig på færgen
30 flygtninge har i løbet af de seneste to måneder forsøgt at snige sig om bord på England-færgen hos DFSD i Esbjerg.
»Vi har personer, som kommer løbende ind og kravler ind under trailerne, og op og hænger oppe under vores aksler på trailerne. Der er jo tre aksler på, og der er forholdsvis fin plads til, at de kan ligge deroppe under, og så håbe på, at de kommer med ombord på skibet,« fortæller Eigil Madsen, teknisk ansvarlig hos DFDS i Esbjerg, til TV Syd.
Sidste år havde DFDS 90 sager af den slags, mens tallet indtil videre ”kun” er 50 i år – men heraf er de 30 af sagerne i de seneste to måneder.
DFDS mistænker lukningen af den franske flygtningelejr ”Junglen” i Calais i det nordlige Frankrig for at være årsag til stigningen. Det har muligvis gjort ruten mellem Esbjerg og England mere populær for illegale rejsende.
DFDS har derfor set sig nødsaget til at kalde ekstra mandskab på arbejde for at øge sikkerheden, ligesom der er sat 32 overvågningskameraer op på færgeterminalens område.