23948sdkhjf

Dårlige bremser kostede kortet

Det står stadig ikke godt til med bremserne på særligt sættevogne og påhængsvogne. Det seneste år har tungvognspolitiet testet bremserne på omkring 1.400 køretøjer, og næsten halvdelen lever ikke op til kravene.

»For sættevogne er det 50 procent, mens det for påhængsvogne er faldet lidt fra 49 til 42 procent, der ikke opfylder kravene til syn. Generelt har tallet været svagt stigende fra 2011 til nu,« siger politiassistent Peder Jensen fra Tungvognscenter Øst, der er fagansvarlig for tungvognspolitiets bremseprøvestand.

Chaufførerne er for dygtige

Han vurderer, at der er to primære årsager til de dårlige bremser.

»Det handler i høj grad om mangel på vedligeholdelse. For nogle vognmænd er det sådan, at når lastbilen har været til syn, så kigger man ikke på bremserne før det næste syn. Det er ellers ret enkelt. Man kan få en kollega til at se efter, om der er noget, der bevæger sig, eller hvor meget armene går ud på en tromlebremse. Man kan lytte efter, om noget lyder forkert, og se om skiven er rusten eller blank.«

Det andet problem er en negativ konsekvens af et stigende fokus på brændstoføkonomi.

»Chaufførerne er blevet dygtige til ikke at bruge bremserne. Man kan sige, at de kører for pænt. Mange bliver overvåget, og nogle lastbilproducenter har et pointsystem, hvor chaufføren kan miste point, hvis han bremser for hårdt. Men det er vigtigt, at man én eller to gange om dagen klodser bremserne helt i. Bremserne forfalder, hvis de ikke bliver brugt.«

En alvorlig sag

Tungvognspolitiet standser både danske og udenlandske lastbiler, og statistikken viser, at bremserne er lige dårlige.

»Det er det samme. Danske og udenlandske køretøjer har stort set samme fejlprocent.«

På trods af den høje fejlprocent mener Peder Jensen ikke, at kravene til bremserne er for høje.

Og det kan hurtigt blive en alvorlig sag, hvis det står meget skidt til med bremserne.

»Vi har selvfølgelig forskellige sanktioner, og hvis bremserne kun ligger lidt under kravet, siger vi, at de skal tage hjem og få det ordnet, så den kan gå igennem syn. Hvis det er værre, klipper vi nummerpladerne, og i yderste konsekvens kan man miste kørekortet. Det seneste år har vi haft en 6-7 stykker som har fået en betinget frakendelse på grund af meget dårlig stand eller skævbremsning.«

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064