23948sdkhjf

ITD’s ønskeseddel til ministeren

I anledning af udnævnelsen af Ole Birk Olesen (LA) som ny transportminister, har brancheorganisationen ITD’s Public Affairs chef Karen Roiy sendt en række ønsker til den politiske dagsorden.

De fem ønsker lyder som følger:

For det første en udbygning af den danske infrastruktur. Her tænker vi ikke mindst på de motorvejsstrækninger, der har det med at sande til på grund af øget trængsel. Den fynske motorvej og E45 er gode eksempler på dette. Danske virksomheder er afhængige af en velfungerende vejinfrastruktur, så vores medlemmer effektivt kan transportere virksomhedernes varer. Ministerens fokus på fortsat udbygning af vejinfrastruktur i Danmark står derfor højt på vores ønskeliste. En klar fremtidssikret plan er afgørende for os. Vi ser blandt andet gode muligheder i at nytænke finansieringsmodeller og udvikle OPP-projekter.

For det andet skal vi satse hårdt på teknologi. Selvkørende lastbiler og andre automatiserede teknologier vil ændre den verden og transport- og logistikbranche, som vi kender i dag. Det gælder både i forhold til effektivisering, medarbejderens rolle og ikke mindst sikkerhed. Selvkørende teknologier og automatisering af vejgodstransporten er i hastig fremgang både i Europa og resten af verden. Danmark er verdenskendt for stærke transportvirksomheder på såvel sø som landsiden, og det skulle vi gerne blive ved med at være i fremtiden, derfor ser vi mange muligheder i, at Danmark bliver et slags testcenter for ny teknologi og automatiserede løsninger. Udnyttelse af teknologien forudsætter blandt andet en bedre digital infrastruktur og satsning på forskning.

For det tredje og i forlængelse af ovenstående har vi behov for et stærkt digitalt indre marked. Behovet for fri adgang til at anvende og dele data og net til at optimere planlægning, udførelse og dokumentation af transporter og lagerhåndtering skal understøttes. Mange lastbiltransporter krydser dagligt og endda på timebasis en eller flere landegrænser. I sidste ende er det helt afgørende, at hvis vi skal lykkes med et digitalt indre marked, så kræver det, at alle europæiske lande finder fælles fodslag.

For det fjerde deler vi regeringens ønske om at skabe bedre betingelser for at drive virksomhed. Vores medlemmer udfordres dagligt af tung regulering og sanktionering – ikke mindst på køre- og hviletidsområdet. Der skal være ordentlige forhold for danske transport- og logistikvirksomheder på vejen og i virksomhederne. Men der er behov for en helhedsorienteret tilgang til kontrol af branchen. Virksomhederne skal overholde reglerne, og de virksomheder, som systematisk overtræder reglerne, skal straffes hårdt. Til gengæld skal små, ufarlige og utilsigtede fejl ikke udløse massive bøder. Det er vigtigt at udnytte tilgængelig data til at kvalitetssikre og forbedre virksomhedernes rutiner. En samkørsel af data om virksomhedernes arbejde skal bidrage til, at myndighederne i højere grad kan danne sig et godt overblik over virksomheden, herunder om virksomheden overholder reglerne over tid. Et arbejde Færdselsstyrelsen allerede er i færd med at se på. Det ser vi gerne fortsætter.

Endelig deler vi regeringens erkendelse af, at globaliseringen og nye, stærke økonomier stiller Danmark og EU over for væsentlige udfordringer på konkurrencesiden. Fokus på eksport og styrket EU-samarbejde er vigtige elementer i dette arbejde, hvis vi fortsat skal kunne stå stærkt i den internationale konkurrence. I den forbindelse er det afgørende, at vi har fælles regler og ens håndhævelse i Europa. Stigningen i nationale særregler i Europa er en stor udfordring, som rammer transportbranchen og i sidste ende virksomhederne og kunderne. Vi skal have et stærkt indre marked – og her kan teknologi og digitalisering hjælpe til, at det bliver nemmere at håndhæve regler på tværs af de europæiske lande.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063