Danmarks første Scania S-serie
Siden de første modeller i Scanias nye lastbilgeneration så dagens lys i august, har vognmænd og chauffører udvist stor interesse for de nye lastbiler. Det gælder også hos aut. Scania-forhandler Stiholt, der nu er klar til at levere det, der tegner til at blive Danmarks første kundesolgte Scania S-serie.
Og hvorfor ikke starte med kongemodellen? Der er nemlig tale om en Scania S 730 LA6x2 – altså Scanias stærkeste lastbil i den nye S-serie med plant gulv. Bilen leveres med komplet NTM-opbygning med foldedørskasser inkl. 3-akslet NTM-påhængsvogn til Vendelbo Spedition i Hjørring.
Leveringen markeres ved et åbent hus-arrangement hos Stiholt i Hjørring fredag 2. december kl. 11-16. Ud over at kunne overvære leveringen af Danmarks første Scania S-serie får de besøgende desuden mulighed for at prøvekøre et par af lastbiler fra Scanias nye lastbilgeneration i form af fuldt lastede Scania S 730-og R 450 demovogntog. Stiholt har desuden lovet også at køre pølsevognen frem og byde på lidt at spise og drikke.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.