Væltet svinetransport spærrer E20
En væltet svinetransport har onsdag eftermiddag spærret motorvej E20 på Fyn ved Langeskov i retning mod Sjælland.
Det oplyser Fyns Politi på Twitter.
Det er endnu uvist, om nogen personer er kommet til skade ved uheldet, men ingen af transportens 220 svin skulle løbe løst rundt på motorvejen.
Politiet råder trafikanter, der kører mod Sjælland, til at køre fra motorvejen ved Tietgenbyen og på igen ved Nyborg V.
Kort før kl. 16 kan politiet endnu ikke sige noget om, hvornår motorvejen kan åbnes igen.