Ny liberal transportminister
Den nye trekløver-regering, bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservative, er samtidigt et fuldt stop til Hans Chr. Schmidt (V) på posten som transport- og bygningsminister.
Han blev i går afløst af en anden sønderjyde, Ole Birk Olesen (LA), som ny transport-, bygnings- og boligminister.
Ole Birk Olesen, hidtidig finans-, skatte-, kommunal- og boligordfører for Liberal Alliance, er et relativt ubeskrevet blad rent transportpolitisk.
Ideologisk spydspids
Han har først og fremmest gjort sig bemærket som en af Liberal Alliances ideologiske spydspidser med en voldsom kritik af velfærdsstaten. Blandt andet med en stærkt kritisk gennemgang af velfærdsstatens skyggesider i debatbogen ”Taberfabrikken - Hvordan velfærdsstaten opløste familier, skabte en eksplosion i kriminaliteten, ødelagde arbejdsmoralen og gjorde mange andre sociale problemer større i dens første 45 år.” (Peoples Press 2007)
Ole Birk Olesen, fylder 44 år 21. december, er født i Gram, Sønderjylland.
Han blev student fra Aabenraa Statsskole i 1992. Det politiske engagement startede i Venstres Ungdom, hvor han var medlem af landsledelsen i midten af 90’erne.
Da Anders Fogh Rasmussen (V) overtog statsministerposten i 2001, blev Ole Birk Olesen dog hurtigt skuffet over den førte midtsøgende politik, og han blev en af Fogh-regeringens skarpeste kritikere på den borgerlige fløj.
Uddannet journalist
Den nye transportminister blev uddannet journalist på Danmarks Journalisthøjskole i 1999, herunder med halvandet års praktiktid på Ekstra Bladet, hvor han fortsatte som journalist frem til 2002.
Herefter flyttede han til Berlingske Tidende, hvor han arbejde som journalist frem til 2007, hvor han stiftede netavisen 180Grader.
I 2010 stillede han op som folketingskandidat for Liberal Alliance i Østjyllands Storkreds. Han har siddet i Folketinget for Liberal Alliance siden 2011.