Østjyske kommuner roser nyt regeringsgrundlag
Den nye Trekløver-regering fokuserer blandt andet på den store trængsel på E45-motorvejen og lægger op til udvidelse på flere strækninger. Borgmestrene i Business Region Aarhus roser derfor regeringen for den markante fokus på E45.
Borgmester Claus Wistoft, Syddjurs, der sammen med Horsens-borgmester Peter Sørensen er formand for de 12 østjyske kommuner i Business Region Aarhus fra 25. oktober og de kommende to år, forklarer:
- Der er grund til at rose regeringen for den markante fokus på trængslen på E45. Pendlere og virksomheder oplever hver dag de store problemer med trængslen på flere af strækningerne af E45. Det har store negative konsekvenser for Østjyllands, og dermed Danmarks vækstpotentiale. Det er derfor helt rigtigt set af regeringen, at de har fokus på at øge fremkommeligheden på E45 på flere strækninger end finanslovsaftalen om udvidelsen fra Aarhus Syd til Skanderborg Syd.
Også trængsel andre steder
Claus Wistoft fortsætter:
- Det var et markant fremskridt, at finanslovspartierne blev enige om en udvidelse til tre spor ved at inddrage midter-rabatten på strækningen Skanderborg Syd – Aarhus Syd, fordi denne strækning er én af de mest belastede, hvor der dagligt er store problemer med afvikling af trafikken, og hvor der altid er lange køer og kritisk trængsel. Men det er også rigtigt set, at andre strækninger også oplever stor trængsel.
Business Region Aarhus går derfor i dialog med regeringen og den kommende transportminister om, hvordan man tilrettelægger udvidelsen af E45 på flere strækninger.
Foreslår Masterplan
Business Region Aarhus foreslår, at der laves en masterplan for udvidelsen.
- Der er brug for en masterplan for udvidelsen af E45 på strækningen fra Vejle til Randers. Hvert år stiger trafikken markant, flere steder er der allerede tale om kritisk trængsel, og om få år vil flere strækninger være endnu mere belastet. Det belaster den potentielle vækst i det største danske vækstcenter uden for hovedstadsområdet, siger Claus Wistoft.
Uddrag af regeringsgrundlag
Regeringen vil forbedre fremkommeligheden på den østjyske motorvej. Det er afsat 500 mio. kr. på finansloven for 2017 til at udbygge motorvejsstrækningen mellem Aarhus og Skanderborg. I de kommende år skal fremkommeligheden også forbedres på andre strækninger af E45.
Artiklen er en del af temaet Vognmænd.