Kurven er knækket i Europa
Efter lang tids vækst på det europæiske lastbilmarked faldt salgstallene i oktober i EU-landene. Det viser nye tal fra ACEA.
I alt 26.324 nye lastbiler over 16 ton fandt vej til europæiske vognmænd i løbet af oktober, hvilket er 7,7 procent færre end oktober 2015. For alle lastbiler over 3,5 ton var faldet lidt større, nemlig 9 procent for oktober.
Året som helhed tegner dog stadig til at ende i plus. 244.303 lastbiler over 16 ton har fået europæiske nummerplader på i årets første 10 måneder – hvilket er en fremgang på 12,4 procent i forhold til samme periode i 2015.
For alle lastbiler over 3,5 ton lyder stigningen på 11 procent i årets første 10 måneder. Det er især store markeder som Italien og Frankrig, som trækker statistikken op med kraftig vækst i lastbilsalget i 2016.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.