Ny regering uden nyheder til transporten
Det nye regeringsgrundlag mellem LA, KF og V, der blev præsenteret søndag, indeholder ikke markant nye overraskelser for transporterhvervet, vurderer DTL.
I modsætning til de nationalt, tunge danske erhvervssektorer – fødevarer, landbrug og fiskeri – har transport ikke fået sin egen hylde i det nye regeringsgrundlag. Men adm. direktør i DTL Erik Østergaard er tilfreds med, at især indsatsen for en bedre infrastruktur har fået en fremtrædende plads hos den nye regering:
»Det er rigtig godt, at den nye regering frem til 2025 ønsker at finde et grundlag for at øge rammen for de offentlige investeringer og gennemføre flere fornuftige investeringer i bedre infrastruktur. Jeg er glad for, at der helt konkret nævnes en ny midtjysk motorvej, en havnetunnel i København, en forlængelse af Hillerødmotorvejen og en motorvej til Kalundborg. Af de her projekter foreligger der i dag kun et færdigt beslutningsgrundlag for Kalundborg- motorvejen, så jeg er meget positiv over for, at man ser at komme videre. Jeg savner dog en vision for en Helsingør – Helsingborg forbindelse grundlagt ved offentligt-privat partnerskab,« siger DTL-direktøren.
»Jeg savner stadig, at vognmænd fx har lettere adgang til at drive virksomhed i landzone. Trekløverregeringens ambition om at gennemføre moderniseringen af planloven, så kommuner, erhvervsliv og borgere får bedre rammer for at udvikle byer, boliger og virksomheder må gøre, at det fortsat er på lystavlen. Det er i al fald et helt konkret ønske hos vognmændene,« siger Erik Østergaard.