Magnetfusk: Vognmand afsløret to gange samme dag
En bulgarsk lastbil blev tirsdag eftermiddag i denne uge standset ved Kolding af betjente fra Tungvognscenter Syd, Sydøstjyllands Politi.
Lastbilen har tidligere været i søgelyset på grund af mistanke om manipulation med dens kontrolsystemer, og tirsdag fandt betjentene så beviset, ”anordninger på lastbilen der var egnet til at frakoble både kontrolapparatet, som registrerer køre- og hviletid, og hastighedsbegrænseren”.
Politiet sigter nu chaufføren og vognmanden for de ulovlige forhold, og politiet har udstukket en bøde på 185.000 kr.
Det vides endnu ikke, hvordan vognmanden stiller sig til sigtelserne.
Det bulgarske køretøj er den 6. lastbil på 10 dage, der er standset på Sønderjyske Motorvej og afsløret for manipuleret med tachografen.
Også pillet ved reservebil
Chaufførens bulgarske vognmand sendte herefter en anden af sine lastbiler af sted for at hente førstnævnte lastbilchauffør omkring Kolding, og herefter kørte chaufføren fra stedet i nordlig retning sammen med sin kollega, som kørte lastbilen.
Senere samme dag blev den sidstnævnte lastbil dog stoppet ved Vejle, igen af betjente fra Tungvogncenter Syd - der igen konstaterede, at "der var anordninger, som ville kunne anvendes til at manipulere med lastbilens kontrolsystemer". Altså at der var monteret udstyr - muligvis en magnet - der kunne sætte bilens fartbegrænser og tachograf ud af kraft. Det gav, sammenlagt med et par mindre andre overtrædelser, et nyt samlet bødeforlæg på omkring 23.000 kr. til den bulgarske vognmand - oven i førstnævnte bøde på 185.000 kr.
Det vides endnu ikke, hvordan vognmanden stiller sig til de nye sigtelser. Lastbilen er ligesom den første lastbil nu tilbageholdt.
Fakta Tungvognscenter Syd
Et af tre tungvognscentre i Danmark der kontrollerer tunge køretøjer. Arbejdsområde er primært operativ vejsidekontrol, der omhandler kontrol af lastbiler, busser, traktorer og andre landbrugsredskaber på vejene.
Der kontrolleres blandt andet køre- og hviletid, farligt gods, særtransporter, miljøfarligt affald, overholdelses af miljøzoner, dyretransporter samt cabotagekørsel.
Base ligger hos Sydøstjyllands Politi, hvor cirka 30 medarbejdere dækker et geografisk område svarende til politikredsene Fyns, Syd- og Sønderjyllands samt Sydøstjyllands Politi.