23948sdkhjf

Der er bud efter kvinderne

Der er stigende interesse for en uddannelse som chauffør. Det er meldingen fra EUC Lillebælt, hvor man lige nu har omkring 100 unge i gang med en chaufføruddannelse.

Faglærer på uddannelsesstedet Lars Frederiksen fortæller til Lastbil Magasinet, at det er 30-40 elever mere end for halvandet år siden.

»Jeg tror, der er en interesse for branchen. Der er lavet undersøgelser, der viser, at der vil mangle chauffører. Samtidig har vi et fornuftigt netværk og et godt samarbejde med vognmændene,« siger Lars Frederiksen om baggrunden for den stigende interesse for at blive chauffør.

Han fortæller, at der bliver indgået mange lærlingekontrakter, og han spår, at den positive udvikling med flere elever vil fortsætte.

»Der vil stadig være mangel på chauffører,« siger han og tilføjer, at flere vognmænd faktisk oplever ikke at kunne få lærlinge.

Holdning skal vendes

Lars Frederiksen påpeger, at der dog stadig er et vigtigt arbejde at gøre, da chaufførfaget stadig bliver anset som et lavstatus job.

»Jo mere vi gør opmærksom på os selv, jo mere kan vi vende en negativ holdning, der er til faget,« siger Lars Frederiksen.

Han tør i øvrigt endnu ikke spå om effekterne af den store image- og rekrutteringskampagne ”Job i transport”, som 3F og arbejdsgiverorganisationerne ATL og DTL-A står bag. En kampagne, hvor blandt andet et landsdækkende roadshow og unge ambassadører sender gode vibrationer om chaufførerhvervet og chaufføreuddannelsen ud til fremtidens generation.

Også for piger

Selv om flere unge altså tjekker ind på EUC Lillebælt vil faglæreren meget gerne se flere kvindelige ansigter blandt eleverne. Mens hver tiende nyansatte chauffør i Sverige er en kvinde, er kun en 1 ud af 100 chauffører herhjemme en kvinde.

»Det, der skal til, er, at kvinderne skal vide, at det ikke er så farligt at være chauffør. Du behøver altså ikke have store bøffer for at køre lastbil. Vi ser en øget søgning og har 8-9 kvinder på uddannelsen. Men vi skal have flere, og der vil gå lang tid, før erhvervet mærker stigningen i procent,« påpeger Lars Frederiksen og tilføjer, at kvinderne får rigtig god kritik ude blandt vognmændene.

Han understreger, at kvinders fremtidsplaner med familie og børn ikke bør være nogen hindring for, at de søger chaufførerhvervet.

»Arbejdstiden behøver altså ikke være klokken 3 til klokken 21 om aftenen. Som chauffør kan du sagtens møde klokken 7 til 16, men du kan omvendt også sagtens finde job, der ikke har ”normale” arbejdstider.«

Rekord

Lars Frederiksen fortæller i øvrigt, at uddannelsesinstitutionen ved Fredericia netop har afholdt svendeprøve med 21 mand.

»Og det er rekord inden for chauffører,« siger han.

Desuden fortæller han, at institutionen er godkendt som eneudbyder af kranføreruddannelsen for chauffører.

»Det er en gren af chaufføruddannelsen og starter efter sommerferien næste år. Det forventer vi os meget af,« siger han.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.056