Thygesen udvider med mobilkran
Med start midt i 1950’erne rummer Greve-virksomheden Karl Thygesen & Søn masser af historie. Til gengæld har det skortet på en mobil byggekran. Det har firmaet nu rådet bod på ved at anskaffe en Liebherr MK88 til indsats i København og omegn.
Liebherr MK 88’eren har tre forskellige kroghøjder. Kranen har valgfri vippe-vinkel mellem 0, 15, 30 eller 45 grader. Den fire-akslede undervogn har fem forskellige styringsmuligheder. Det sikrer, at det er nemt at komme tæt på opgaven med den kompakte kran. Anvendelsen kan tillige øges yderligere ved kørsel med ballast-anhænger.
Det er den danske Liebherr-importør Johs. Møllers Maskiner, der har leveret den nye mobilkran med 45 meter udlæg og mulighed for en kroghøjde på op til godt 59 meter.
Oprindelig startede Karl Thygesen & Søn som en vognmandsforretning i midten af 1950’erne. Siden kom anden generation med i firmaet i skikkelse af sønnen Palle Thygesen. I 1991 startede tredje generation, Karsten Thygesen, som i 2007 overtog virksomheden og i dag er direktør og har den daglige ledelse.
Gennem årene er indkøbt stadig større kranbiler og ansat flere medarbejdere. Karl Thygesen & Søn rykkede i øvrigt ved årets begyndelse ind i et helt nybygget domicil med både værkstedshaller, lagerfaciliteter og kontorer på Geminivej i Greve.