Blodbad i vindmølle-branchen
Mens landets butikker fredag holder udsalgshysteri med det amerikanske fænomen Black Friday, var der nærmere tale om Bloody Thursday i vindmøllebranchen.
I løbet af få timer kastede to af sværvægterne inden for særtransporter således håndklædet i ringen, da først Torben Rafn & Co og kort efter Give Goodwind gik konkurs.
Hos Torben Rafn & Co vil adm. direktør Steven Lillesøe Bech ikke ud med mange detaljer om konkursen.
»Jeg kan bekræfte, at vi er gået konkurs. Jeg kan af gode grunde ikke komme nærmere, hvad der skal ske med bilerne.«
Han bekræfter desuden, at virksomheden er i gang med en salgsproces.
»Men salgsprocessen bliver kørt af vores advokat. Jeg kan ikke fortælle mere i dag.«
Det er trods adskillige henvendelser ikke lykkedes Lastbil Magasinet at få en kommentar fra Give Goodwind, men over for Transportmagasinet bekræfter adm. direktør Hans Ove Dahl, at virksomheden har begæret sig konkurs ved middagstid torsdag.