Endnu en lastbil knaldet for snyd
Man skulle tro, at udenlandske lastbiler har gang i et hemmeligt racerløb igennem Danmark. For tiden pibler det frem med lastbiler fra Syd- og Østeuropa, der har manipuleret med kontrolapparatet og fartbegrænseren.
I tirsdags standsede betjente fra Tungvognscenter Syd den 6. lastbil på 10 dage med ulovlige fiduser i elektronikken.
Denne gang var der tale om en bulgarsk lastbil, som blev standset ved Kolding.
Lastbilen har tidligere været i søgelyset på grund af mistanke om, at der var manipuleret med dens kontrolsystemer, og i går fandt man så ved en teknisk undersøgelse bevis for det. Der blev her fundet anordninger på lastbilen, der var egnet til at frakoble både kontrolapparatet, som registrerer køre- og hviletid og hastighedsbegrænseren.
Der er nu rejst sigtelse mod både chaufføren og vognmanden, og der er stillet krav om betaling af 185.000 kr.
Det vides endnu ikke, hvordan vognmanden stiller sig til sigtelserne.