Volvo med til at uddanne chauffører
Volvo Trucks og AMU-Fyn har indgået et samarbejde om at udbyde Volvo Trucks Chaufføruddannelse, der opfylder de lovpligtige EU-krav om efteruddannelse, som alle chauffører skal tage hvert 5. år.
»Det er et oplagt samarbejde, hvor vi fra Volvo deler vores omfattende viden om lastvogne, transportbranchen, sikkerhed og brændstoføkonomi, imens AMU-Fyn bidrager med deres mange års succes og erfaring inden for voksenundervisning i transportsektoren,« siger Mette Nielsen, ansvarlig for Volvo Trucks Chaufføruddannelse.
Samarbejdet er netop begyndt i november, og den praktiske undervisning foregår i to nye Volvo FH16. Selvom man ikke er fra Fyn, kan man stadig vælge at bruge AMU-Fyn, der ligger ved Odense.
»Den primære fordel for virksomheden ved at vælge Volvo Trucks Chaufføruddannelse hos AMU-Fyn er, at vi kan tilbyde en totalløsning, hvor vi står for alt det administrative lige fra indkaldelse af chaufførerne på det rette tidspunkt til afregning af refusionsmidler. Fordelen for chaufføren er, at han får en helt opdateret og professionel undervisning i moderne faciliteter i den bedste og nyeste lastbil med alt ekstraudstyr,« forklarer Finn Ravn, uddannelseschef ved AMU-Fyn.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.