Øget trafik over Kattegat
Mols-Linien tog i årets første 3 kvartaler endnu et trafikspring.
Rederiet overførte 883.024 personbiler, hvilket er 9,7 pct. flere end i samme periode sidste år. I samme tidsrum voksede antal overførte personbilsenheder, hvor lastbiler, busser og andre køretøjer er inkluderet og omregnet, med 7,2 pct. til 993.654 enheder.
Antallet af passagerer voksede fra 2 millioner til 2,1 millioner i årets første 9 måneder.
Nemmere, hurtigere, billigere
Mols-Liniens adm. direktør Carsten Jensen:
- Den positive udvikling bekræfter, at danskerne betragter Mols-Liniens hurtigfærger som en meget attraktiv løsning, når de skal rejse mellem Øst- og Vestdanmark. Det bekræftes yderligere af, at vores markedsandel stiger. For mange er det simpelthen nemmere, hurtigere, mere behageligt og billigere at bruge vores færger end at tage den lange vej over Fyn.
Mols-Linien fortsætter med at se en positiv effekt af den nye motortrafikvej, der gør tilkørselsforholdene til og fra Sjællands Odde nemmere, inklusiv en ny forhøjet fartgrænse på 100 km/t.
Bedre tilkørsel i Aarhus
Der er fremdrift i Aarhus Kommunes arbeje med at færdiggøre og forbedre tilkørselsforholdene til færgeterminalen i Aarhus Havn, og Mols-Linien og kunderne ser frem til den snarlige færdiggørelse.
Mols-Linien er overbevist om, at den positive trafikudvikling for Mols-Linien forstærkes i de kommende år, i takt med at kapaciteten øges. I foråret 2017 indsættes endnu en superfærge på Kattegat i form af KatExpress 3.
På basis af ovenstående fastholder Mols-Linien forventningen til årets resultat på 110 til 130 millioner kroner efter skat.
Artiklen er en del af temaet Vognmænd.