Tre ud af fire oplever farlige episoder
Tre ud af fire danske bilister har oplevet farlige situationer, når en lastbil overhaler eller slingrer på motorvejen. Det er en stigning fra sidste år, hvor hver anden havde oplevet en farlig situation. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.
Ifølge Danmarks Statistik er der sket et fald i antallet af tilskadekomne og dræbte i færdselsuheld, hvor lastbiler er involveret. I 2001 var der 592 personskader, hvorimod der i 2015 var 152 personskader.
»Ulykker med lastbiler på motorveje, hvor farten er høj, er typisk meget alvorlige. Derfor er det bekymrende, at så mange har oplevet farlige situationer. Hvis man fornemmer, at der er optakt til en farlig situation, er det vigtigt at holde afstand, udvise agtpågivenhed og ikke presse de andre trafikanter. Samtidig må vi også appellere til, at lastbiler kun overhaler på de tilladte strækninger og ikke på tidspunkter, hvor det kan skabe farlige situationer,« siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring.
Danmarks mest sikre lastbil?
Ingen lastbilchauffører synes, det er sjovt at være til fare for andre eller være indblandet i uheld. Nogle af dem, der gør noget ekstra, er vognmand Kim Ancker og lastbilchauffør Henning ”Baloo” Olsen. Sammen med Gjensidige har de nemlig investeret i det, der måske er Danmarks mest sikre lastbil.
Med sensorer på siden og fronten af vognen samt kameraer, der dækker alle vinkler, er der sikkerhedsudstyr på lastbilen, der mere end overgår det, der er lovpligtigt. Og Henning ”Baloo” Olsen er sikker på, at sikkerhedsudstyret er med til at forhindre uheld.
»Det overrasker mig, at så mange har oplevet farlige situationer med lastbiler. Jeg oplever desværre ofte, at bilister fortsætter med eksempelvis overhalinger, selvom de er usikre på, om jeg er ved at skifte vejbane,« siger Henning ”Baloo” Olsen.
»Jeg har fået et meget bedre udsyn fra kabinen og kan se mine medtrafikanter fra alle vinkler, nu hvor jeg har fået sikkerhedsudstyr på lastbilen. Men selvom vi som lastbilchauffører gør meget for at undgå ulykker, er der ikke nogen garanti for, at alle uheld kan undgås. Derfor hviler der også et ansvar på vores medtrafikanter, som skal være opmærksomme på, at udsynet tit er dårligere i en lastbil, og at vi skal køre efter andre fartgrænser, som gør, at vi er lidt langsommere til at overhale.«
Ud over at være lastbilchauffør er Henning Baloo Olsen også en ildsjæl, der tager sin lastbil med ud til blandt andet skoler, institutioner og udstillinger for at undervise om trafiksikkerhed.