23948sdkhjf

Hastværk og uopmærksomhed vej til ulykker

Havarikommission har "obduceret" 30 lastbilulykker.

Mange lastbilulykker forhindres, hvis chauffører tager sig tid til orienteringen med god fokus på kørslen.

Kørsel med lavtsiddende førerhuse og ruder redder også fodgængere og cyklister i byer, da der er bedre udsyn fra førerhuset.

Det viser Havarikommissionens undersøgelse af 30 lastbilulykker.


- Cirka halvdelen af de 30 lastbilulykker i undersøgelsen kunne være undgået, hvis lastbilchaufførerne havde taget sig tid til at se sig for og havde fastholdt fokus på trafikken og vejens forløb, siger Mette Fynbo, formand for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.


Byer: Cyklister og fodgængere overses
En tredjedel af undersøgelsens 30 ulykker skete i byer, hvor fodgængere og cyklister blev overset og kom alvorligt til skade eller blev dræbt enten i forbindelse med højresving, venstresving eller igangsætning.


Det skete typisk i komplekse situationer - for eksempel i trafikerede kryds, hvor der var trafikanter fra flere forskellige retninger. Disse ulykker skete blandt andet på grund af chaufførernes forhastede orientering.

Nogle chauffører skyndte sig gennem krydset for at nå at passere de andre trafikanter. I andre situationer holdt chaufføren i vejen og skulle hurtigt flytte lastbilen. Havarikommissionen anbefaler, at chaufførerne tager sig tid til orienteringen.

Førerhusets form

Lastbilernes udformning har også indflydelse på, hvor komplekst det er at orientere sig. 

- Undersøgelsen har vist, at cirka halvdelen af de 9 ulykker med cyklister og fodgængere kunne være undgået, hvis lastbilerne havde haft lavtsiddende førerhus og ruder, så chaufføren kunne se direkte ud på fodgængere og cyklister. De lastbiltyper findes allerede på markedet og bør anvendes til kørsel i byer. Selvom der er gjort meget for at uddanne chaufførerne, og selvom der har været fokus på den optimale indstilling af spejle, så er det meget lettere at kigge direkte ud ad ruderne i stedet for at se i adskillige spejle, fortsætter Mette Fynbo.

Det offentlige bør stille krav

For at forebygge lastbilulykker i byer anbefaler Havarikommissionen blandt andet, at eksempelvis virksomheder, det offentlige og bygherrer stiller krav om trafiksikker transport, eksempelvis i udbudsmateriale, når de skal have transporteret gods, affald, byggematerialer eller løst andre former for transportopgaver.


De kan stille krav om, at transportopgaver i byer udføres med lastbiltyper med godt udsyn eller på bestemte ruter og tidspunkter. Det kan også være krav om, at transportvirksomheden har retningslinjer for sikker adfærd. Stat og kommuner bør gå foran med et godt eksempel.

På landet: Træthed, uopmærksomhed

Lastbilchaufførernes mangelfulde orientering var også medvirkende i 10 af de 21 ulykker, der skete uden for byerne. De skete dels under ukompliceret kørsel på lige strækninger, hvor uopmærksomhed eller træthed / søvn betød, at en chauffør overså en langsomt kørende forude eller kørte af vejen. Dels når lastbilen svingede ind på en sidevej eller ud fra en p-plads i forbindelse med en vending. 

For at forebygge disse ulykker anbefaler Havarikommissionen, at flere køretøjer har nyere sikkerhedssystemer som f.eks. vognbaneskiftalarm, træthedsdetektor og avanceret nødbremsesystem med fodgængerdetektor. Desuden anbefales fortsat kommunikation om opmærksomhed og træthed under kørslen – også målrettet lastbilchauffører. Virksomhederne bør understøtte indsatsen via retningslinjer eller en politik for sikker adfærd.

Uopmærksom modpart


I 7 af de 30 ulykker blev lastbilen tilfældigt ramt af en anden trafikant. I yderligere 6 ulykker medvirkede modparten også til ulykkerne – oftest så de sig ikke godt nok for.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.17