23948sdkhjf

PostNord bygger kæmpe lager og terminal

PostNord satser massivt på tredjepartslogistik (TPL) med opførelsen af et nyt 31.000 kvadratmeter stort state of the art TPL-lager i Køge. Med det nye TPL-lager øger PostNord sin lagerkapacitet med 50 procent og får en af Danmarks største TPL-enheder målt på størrelse og palleplads-kapacitet. Som nabo til TPL-lageret opføres samtidig en 25.000 kvadratmeter stor samlet pakke- og godsterminal.

»Med denne satsning rykker vi længere ind i værdikæden hos vores kunder, så vi ud over den logistiske opgave også kan stå for varelager, plukning og pakning og andre værdiforøgende aktiviteter. Det er et område, hvor PostNord er førende på nordisk plan, og den position skal vi også have i Danmark, siger administrerende direktør i PostNord i Danmark,« Peter Kjær Jensen.

- Knudepunkt for dansk e-handel

Den ekstra kapacitet og en effektiv, moderne lagerlokation i Køge vil være med til at sikre, at PostNord bliver en attraktiv samarbejdspartner for virksomheder, som ønsker at outsource deres lageraktiviteter, lyder det i en meddelelse fra PostNord.

Med placeringen af TPL-lageret tæt sammen med pakke- og godsterminalen vil byggeriet i Køge samtidig blive en markant styrkelse for dansk e-handel og for e-handlere i Norden.

»Det nye center i Køge bliver et knudepunkt for dansk e-handel. Med en samlet fullfillment-løsning kan vi modtage ordrer på vegne af e-butikkerne til langt ud på aftenen og have varen hos kunden allerede dagen efter. På den måde kommer vi til at rykke på hele opfattelsen af, hvor lang tid e-butikkerne har åbent om aftenen, og det vil styrke deres konkurrenceevne i forhold til bl.a. de fysiske butikker. En sådan service er der ingen af vores konkurrenter, der kan levere, og det gælder ikke bare for hele Danmark, men også store dele af Sydsverige,« siger Peter Kjær Jensen.

Færdig i slutningen af 2017

Det omfangsrige byggeri bliver opført i Skandinavisk Transport Center (STC) ved Køge af entreprenørvirksomheden DS Flexhal og med investeringsbanken Pareto Securities som bygherre og udlejer. Placeringen er valgt ud fra sin lette adgang til motorveje med forbindelse til resten af landet samt internationalt både nord- og sydgående.

Pakketerminalen er nummer tre blandt fire nye terminaler, som PostNord opfører for at imødekomme den voldsomme vækst i nethandel og pakkedistribution. Endvidere sikrer terminalen PostNord kapacitet til at kunne håndtere den fremtidige vækst på godsområdet. Begge byggerier forventes at stå klar til brug omkring årsskiftet 2017/2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063