23948sdkhjf

Vognmand fortsætter chaufførjagt

Der er travlt hos Tvis Vognmandsforretning, der gerne vil udvide forretningen. Ordrebogen er fuld, men der mangler arbejdskraft.

Virksomheden er stolt over de forhold, de tilbyder de ansatte, og håber, at gode arbejdsvilkår kan tiltrække flere kvalificerede kollegaer.

Specialbyggede biler

Hos Tvis Vognmandsforretning kører chaufførerne i nye, førsteklasses specialbyggede kranbiler. De har gode muligheder for at videreuddanne sig, og flere steder i landet har Tvis lokationer med opholdslokaler og badefaciliteter med mere, lyder det i en pressemeddelelse fra virksomheden med base i Aulum.

Sammen med Uddannelsescenter Holstebro og de lokale jobcentre arbejder vognmandsforretningen samtidig aktivt for at få flere til at interessere sig for chaufførfaget, og det er nødvendigt, hvis virksomheden fortsat skal kunne ekspandere uden at spænde chaufførerne for hårdt for, lyder det videre.

»Vi har svært ved at skaffe den rigtige arbejdskraft. Jeg tror blandt andet, det skyldes, at der er en misforståelse af, at vi ”bare” transporterer gods fra A til B, men i virkeligheden kører vores chauffører jo rundt i specialbyggede kranbiler og løser en række krævende opgaver på byggepladser landet over. Vi arbejder på, at alle vores chauffører skal blive faglærte, og de har gode vilkår, men for at undgå at de skal løbe for stærkt, har vi brug for flere kvalificerede kollegaer,« forklarer Preben Sørensen, direktør hos TVIS Vognmandsforretning.

Opråb til politikerne

Fra vognmændenes organisation DTL peges der på en skævhed i arbejdsmarkedet. Chauffører, der arbejder væk fra hjemmet, kan få skattefradrag for kost og logi på 477 kroner per døgn i maksimalt 55 dage om året.

»Hvis en chauffør kører langt fra hjemmet med dertilhørende udgifter 150 dage om året, og kun er berettiget til skattefradrag for de 55 dage, hænger det jo ikke sammen. Samtidig kan en udenlandsk chauffør køre rundt i Danmark i uge- og månedsvis på helt andre arbejdsvilkår end de danske kollegaer. Hvis vi fortsat skal have sunde vognmandsforretninger i Danmark, må politikerne adressere de udfordringer, vi står over for,« siger Ove Holm, erhvervspolitisk chef i DTL.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079