23948sdkhjf

Uber klar til godskørsel

Den kontroversielle app-tjeneste Uber bevæger sig nu også ind på markedet for vejgodstransport. Selskabet har lanceret to produkter, Uber Freight og Uber Cargo, skriver nyhedsbrevet Transport Intelligence.

Kernen i Uber Freight er den samme som i Ubers taxiservice – men i stedet for at forbinde passagerer og biler, forbinder Uber Freight fragtkunder med lastbilejere.

Den anden godstjeneste, Uber Cargo, er i lidt mindre målestok. Den forbinder lette erhvervskøretøjer og biler med kunder, der skal have flyttet mindre pakker af gods, som ikke er i palle-størrelse. Uber Cargo virker som en videreudvikling af Ubers eksisterende taxi-service, der er tilgængelig via en app til mobiltelefon.

Ubers ambition er tilsyneladende at gøre godsmarkedet mere gennemsigtigt og reducere betydningen af mellemled – samt at udnytte ledig kapacitet. Det er dog uklart, hvad Uber tilbyder, som ikke allerede er på markedet i form af andre fragtbørser.

Samtidig vil Uber kombinere ønsket om fragt med at tilbyde kørsel med selvkørende lastbiler. Tidligere på året købte Uber selskabet Otto, et selskab, der udvikler teknologi til selvkørende lastbiler. For et par uger siden gennemførte Uber således det, som Uber selv kaldte verdens første transport med en selvkørende lastbil, da et læs øl fra Budweiser blev leveret.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078